Ejer jeg min have?

Vi kan ikke “vende tilbage til naturen”, for vi har aldrig været adskilt fra den, men vi kan indse vores ikke-dualitet med den og begynde at leve på en måde, der stemmer overens med denne erkendelse.

David R. Loy

En sortsot nærmer sig forsigtigt min hunds madskål. Min hund løfter dovent hovedet. Solsorten tøver et kort øjeblik, som om den tænker: ”Kan det virkelig passe, at hunden ikke reagerer”. Så snupper den et par bidder, som den flyver af sted med til ungerne i den rede, der gemmer i en af buskene i haven.

Stjæler solsorten min hunds mad? Sådan kan jeg som hunde- og haveejer føle det, men dybest set er det naturligvis noget vrøvl. Det er kun i vores forskruede menneskehjerner, at man kan eje naturen. Derfor er fuglene, insekterne og de vilde blomster heldigvis fuldstændig ligeglade med min illusion om, at haven er min.

En parcelhushave er et symbol på menneskets forhold til naturen. Det er et kunstigt miljø, skabt af og for mennesker. Og det er et miljø, der i høj grad er skabt ud fra en trang til kontrol. Da mennesket forlod tilværelsen som jægersamler og slog sig ned som bonde, opstod dualiteten mellem menneske og natur. Naturen gik fra at være noget, vi var del af til at været noget, vi kan eje og beherske. Den øko-krisen, vi befinder os i, er konsekvensen af denne måde at opfatte naturen på. Den kan ikke løses, før vi opgiver tanken om, at naturen er noget, vi kan og skal beherske og i stedet begynder at tænke om naturen som noget, vi sameksisterer med. Vi står ikke udenfor eller ovenover naturen – vi er naturen. Det er en forskel, der skal skabes inde i vores hoveder.

Ovenfor brugte jeg ordet ”vilde blomster”.  Det normale havejerudtryk for den samme ting er ”ukrudt”. Her er en fin illustration af buddhismens pointe om, at ord ikke er lig med virkeligheden, men en subjektiv tolkning af den. ”Vilde blomster” og ”ukrudt” er den samme virkelighed, men to forskellige måder at forholde sig til den på. Problemet med de vilde blomster i haven – det der gør dem til ukrudt i vores hoveder –er, at vi ikke kontrollerer dem.

Loys pointe, at vi aldrig er blevet adskilt fra naturen, viser sig i, hvordan fuglene, insekterne og de vilde blomster ”tilgiver” os det kunstige miljø, vi har skabt. De finder en vej til at leve der alligevel. Men mit forsøg på at kontrollere min have vil altid være destruktivt for livet i den. Min rolle er derfor at slippe trangen til kontrol så tilpas meget, at vores sameksistens bliver mulig. Det må også være menneskehedens rolle, hvis livets sameksistens skal være mulig i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *