Af: Lars Steniche
I disse dage er det 25 år siden, folkedrabet fandt sted i Rwanda. 800.000 mennesker blev i løbet af de 100 dage, folkedrabet varede, brutalt myrdet med macheter, køller og håndgranater som de fortrukne våben. Folkedrabet var omhyggeligt planlagt. Forud for folkedrabet havde forskellige hutu-kontrollerede radiostationer og aviser kørt en massiv hadekampagne, hvor tutsierne blev fremstillet som undermennesker, skadedyr, som det var nødvendigt at udrydde. 100.000 macheter var blevet indkøbt, og militsgrupper var blevet trænet i at slå ihjel.
Folkedrabet i Rwanda er et alt for godt eksempel på, at mennesket er sin egen værste fjende. At alt for meget af den lidelse, som findes i verden, skyldes mennesket selv. Mennesker, der prædiker had. Helt almindelige mennesker, der er villige til at slå andre menneske ihjel på de mest modbydelige måder. En omverden der passivt ser til, mens folkedrabet foregår. En mere oplagt kandidat til prædikatet ”ondskab” end folkedrabet i Rwanda, skal man lede længe efter.
Der findes et utal af forskellige buddhistiske skoler og retninger, men én ting har langt de fleste af de forskellige tolkninger af buddhas lære tilfælles: En skepsis overfor ord. Ord kan ifølge buddhismen aldrig ”fange” virkeligheden. Ord er ”briller”, vi ser virkeligheden igennem, det er ikke virkelighed selv. Det gælder også et ord som ”ondskab”. Spørgsmålet er for at blive i metaforen, om ordet ”ondskab” er gode briller at se virkeligheden igennem.
For mig at se er der to grunde til at være varsom med at bruge et ord som ”ondskab”. Den første grund er, at ordet ikke rigtig gør os klogere på verden. Når man bruger ”ondskab”, som forklaring på, hvorfor mennesker gør, som de gør, så er det en forklaring, der ikke rigtigt forklare noget. Hvorfor er der ondskab i verden – fordi der er ondskab i verden. Blev vi reelt meget klogere? Den anden grund er, at ord kan skabe en tro på, at de betegner noget, der faktisk finder derude i verden. Hvis man ”tror” på ”ondskaben”, kan det komme til at fungere som en undskyldning for de passivitet. For hvis ”ondskaben” i en eller anden forstand findes, hvad kan man så gøre ved det? Hvis ondskab er noget, der er derude i verden eller inde i os mennesker, bliver ondskaben nemt ”skæbne”, noget som vi kan beklage, men må affinde os med.
Derfor er det måske slet ikke ondskaben, man skal bekæmpe imod. Hvis man ser tingene i et historisk perspektiv, er der god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om ”godt og ondt”-brillerne er ikke et særlig driftssikkert udgangspunkt for at bekæmpe de lidelser, som menneskets handlinger er årsag til. Godt og ondt er begreber, som i historiens løb er blevet spændt for mange tvivlsomme vogne. Alle verdens tyranner og alle verdens livsfjendske ideologier har én ting tilfælles: Påstanden om at de repræsenterer det gode, og at det, de kæmper mod, er det onde. Hitler, Stalin, Mao Zedong og Osama Bin Laden, har alle det til fælles, at de var ude et korstog mod det, de opfattede som det onde. Godt og ondt er ord, der har alt for mange mulige tolkninger. Det var også tilfældet i Rwanda. Tutsierne blev i hutu-propagandaen fremstillet som u-mennesker, der ville slå alle tutsier ihjel. Når man slog tutsier ihjel, var det derfor det onde, man dræbte.
En af de vigtigste nulevende tolkere af den buddhistiske lære er den vietnamesiske munk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh. Thich Nhat Hanh oplevede under Vietnam-krigen på egen hånd, hvad mennesker er i stand til at gøre ved hinanden. Under krigen forsøgte han at dels at hjælpe krigens ofre dels at mægle mellem krigens parter, men blev lagt for had af begge parter og måtte flygte.
Thich Nhat Hanhs alternativ til modsætningen god/ond er en modsætning mellem uvidenhed og visdom. Men hvad er så uvidenhed, og hvad er visdom? Thich Nhat Hanhs svar er eksemplarisk simpelt: Uvidenhed er det, der skaber lidelse. Visdom er det, som bekæmper lidelse. Thich Nhat Hanh beskriver vores sind, som et lager fyldt med forskellige sædekorn. Dårlige sædekorn som had, grådighed, hovmod, jalousi, svig, ligegyldig m.m. findes i alle mennesker. Det gør de gode ”sædekorn” som kærlighed og medfølelse heldigvis også. ”God” og ”dårlig” skal ikke tolkes moralsk. De gode sædekorn er dem, der er årsag til lykke hos en selv og hos andre mennesker. De dårlige sædekorn er dem, der er årsag til lidelser. Om det er de gode eller de dårlige sædekorn, der får lov til at vokse frem, afhænger af de omstændigheder, vi er del af. Og så afhænger det – heldigvis – også af os selv. Hele pointen med Buddhas lære er, at vi selv kan gøre en forskel.
Det er således motivationen bag de handlinger, som skaber lidelse, vi skal have fat i. Had, vrede, misundelse og frygt var nogle af de følelser, som motiverede folkedrabet i Rwanda. Det var de følelser, som hutu-propagandaen skamløst appellerede til. Hos Thich Nhat Hanh er det en central pointe, at følelser som had, vrede, misundelse og frygt ikke bare er årsag til lidelse hos de mennesker, som er offer for de handlinger, som følelserne er årsag til, men også hos de mennesker, der har følelserne. De mennesker, der begår ”onde” handlinger, har misforstået det. Derfor er der ikke nogen ægte gevinst ved at være ”ond”. Når man udlever sit had, sin vrede, misundelse og frygt kan give et kortvarigt ”kick”. Men det svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Det er ikke følelser, det er rart at være i på den lange bane.
Kampen mod ”det onde” har ofte ført til mere ”ondskab” eller – hvis man bliver i den buddhistiske terminologi –til mere lidelse. ”Det onde” har nemlig en ulyksalig tendens til at blive til ”de onde”. Kampen mod ”det onde” fører til en os versus dem-tænkning – en tænkning, der er drevet af de samme destruktive følelser, som den ondskab, man ville bekæmpe. Af følelser der skaber lidelse. Derfor er det ikke ondskaben, der skal bekæmpes men forestillingen om at handlinger, der er motiveret af negative følelser – af følelser som sætter skel – kan føre til et godt liv. Mod hadet. Mod vreden. Mod det egocentriske begær. Mod os versus dem-tænkningen.
Når man ser ondskaben med buddhistiske briller, mister den noget af den magiske aura, som troen på ondskaben har en tendens til at udstyre den med. Et menneske, der handler imod sine egne interesser og gør sig selv fortræd, er ikke en dæmon, det er en et menneske, der tager fejl i livet. Håbet om, at det er muligt at bekæmpe ondskaben, finder buddhismen i en overbevisning om, at det er muligt at ændre på det, der motiverer vores handlinger. Da ondskaben ikke er noget, der objektivt eksisterende, er det heller ikke ”skæbne”. Følelser som had, vrede, begær, misundelse, jalousi, nag findes i alle mennesker. Men det gør positive følelser som medfølelse og kærlighed også. Vi kan blive klogere og lære at handle på en måde, der ikke skaber lidelse hos os selv og andre levende væsener.