Fra klimadepression til nyt håb

Hvis vi fortsætter med at misbruge Jorden på denne måde, er der ingen tvivl om, at vores civilisation vil gå under. Dette vendepunkt kræver indsigt og oplysning. Buddha opnåede individuel oplysning. Nu har vi brug for en kollektiv oplysning for at stoppe vores destruktive kurs. Civilisationen vil gå under, hvis vi fortsætter med at drukne i konkurrence om magt, berømmelse, sex og profit.

Thich Nhat Hanh

Jeg er så små ved at komme mig over mit livs første (men nok ikke sidste) alvorlige klimadepression. Anledning til min klimadepression var læsningen af David R. Loy’s i øvrigt glimrende bog ”Ecodharma – Buddhist teaching for the ecological crises”. Det var specielt et afsnit i bogen, der udløste depressionen. Afsnittet har titlen: ”What If It’s Too Late” på dansk: ”Hvad, hvis det er for sent?” Det er ikke fordi, jeg ikke var bekendt med de ting, som Loy skriver om. Jeg havde allerede hørt om begrebet ”tipping points”, jeg viste godt, at metangassen under den russiske tundra var en tikkende bombe osv. Det, der ramte mig, var, at et klogt, empatisk og vidende menneske som Loy finder det nødvendigt, at vi forholder os nøgternt til den mulighed, at det er for sent.

Måske er det for sent. Måske har mennesket allerede gjort så stor skade på Jorden, at det ikke er muligt at rette op på det. Måske. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at hvis det ikke skal være for sent, skal forandringerne ske nu.

Men endnu er verden åben. Endnu er der plads til en tro på, at det nytter at gøre noget. Ligesom man kan vælge at være pessimist og tro på, at det er for sent, og at det alligevel nytter noget, kan man vælge at være optimist og se klimakrisen som en chance for menneskeheden for at vælge en ny vej.

Hvis man ser bort fra de dystre prognoser og alene ser på de forandringer i vores måde at leve på, som en løsning af klimakrisen kræver, synes jeg faktisk ikke, fremtiden ser så dyster ud. Vi skal ændre vores livsstil, men er det nødvendigvis en dårlig ting? ”Alt, hvad vi kan vente os af fremtiden, er stadig mere og stadig værre”, skrev den tyske filosof Theodor Adorno. Adorno tænke ikke på klimakrisen, han tænkte på et samfund drevet af vækst og forbrug. ”Alle har ret til et fedt køkken” lyder reklamen for Kvik-køkkener. Men er et fedt køkken det, der reelt gør os lykkelige? Motoren i vores civilisation er det, buddhismen kalder de tre gifte: Begær, aversion og illusion. Begær, der kommer til udtryk i en ensidig fokus på vækst og forbrug. Aversion, der kommer til udtryk i os versus dem-tænkning. Illusion, der kommer til udtryk i forestillingen om, at hvert menneske er en isoleret enhed, der skal søge lykke for sig selv. Har denne motor skabt en verden af lykkelige individer? Måske er det ikke så dårligt at forsøge at få skiftet motoren ud.

Måske er det for sent. Måske venter en ny og bedre fremtid for menneskeheden på den anden side af klimakrisen. En fremtid, hvor mennesket har indset, at vi ikke står i modsætning til naturen, men er del af naturen, og lever ud fra denne indsigt. Så længe vi ikke ved, hvilken at de to scenarier, der ligner fremtiden mest, har vi pligt til at handle og håbe.

Vi er her for at vågne op fra illusionen om vores isolation.

Thich Nhat Hanh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *