Døden og tomheden

Alle, vi holder af, vil en dag blive syge og dø. Hvis vi ikke praktiserer meditationen på tomheden, vil vi blive vi overvældede, når det sker. Fokus på tomhed er en måde at skabe kontakt til livet som det er, men det skal praktiseres og ikke bare snakkes om. Vi observerer vores krop og ser alle de årsager og betingelser, der har skabt den – vores forældre, vores land, luften og endda fremtidige generationer. Vi går ud over tid og rum, mig og mit og smager ægte befrielse.

Thich Nhat Hanh

I Monthy Python-filmen ”The meaning of life” er der en tegnet sekvens, som starter med et billede af et træ i brune og orange efterårsfarver. Så hører man en stemme, der siger ”Jeg kan ikke leve mere, jeg vil gøre en ende på det hele” hvorefter et blad falder af træet. Bladet ”selvmord” udløser en lavine af selvmord og til sidst står kun de nøgne grene tilbage. Sekvensen er i sin absurditet tankevækkende. Er det tragisk, når bladene falder af træerne om efteråret? Dør det enkelt blad? Naturligvis ikke har man lyst til at sige. Et blad er ikke en ”ting”, det er en del af en proces – en del af livets cyklus. Det enkelte blad dør ikke, for i realiteten eksisterede det aldrig som en selvstændig enhed. Det var og er del af – del af træet og del af naturen som helhed. Det er, hvad tomhed betyder i buddhismen – fravær af selveksistens.

I Monthy Python-filmen ses træet ud fra et menneskeligt, individualistisk perspektiv. Derfor bliver det enkelte blads død skildret som tragisk. Men hvad ville der ske, hvis man så på mennesket fra en træ-perspektiv? Hvis vi blev bedre til at se os selv som ”del af” i stedet for krampagtigt at holde fast i forestillingen om vores individuelle væren? For er det ikke netop, fordi vi tænker om os selv som individer, at døden er så skræmmende?  De nøgne grene uden for mit vindue er heldigvis fulde af liv. Lige nu er der en rødkælk, en musvit og en grønirisk. Det er den samme slags fugle, som jeg husker fra haven som barn. Men ikke en eneste af de fugle, der levede i min barndoms villahave, lever i dag. Det er deres tiptiptiptipoldebørn, jeg sidder og kikker på. Er det en tragisk eller en livsbekræftende kendsgerning? For min er det det evige liv.

I sidste uge døde min far. Præsten, som kendte min far personligt, holdt en rigtig fin tale i kirken. Hun ramte plet i beskrivelse af min far som menneske. Hun talte levede om den betydning, min far har haft for de mennesker, han i sit lange liv kom i berøring med. I kirken var dette liv repræsenteret ved venner, ægtefælle, børn, børnebørn og oldebørn.  Men der var naturligvis også en del kristendom i talen. Den del af talen kunne jeg personligt ikke bruge til så meget. For når man i kristendommen taler ”Kødets opstandelse”, eller når man i den traditionelle buddhisme taler om reinkarnation, er det så ikke udtryk for en fastholden af individet og dermed en fastholden af det tragiske ved døden?

Ifølge Thich Nhat Hanh kan vi ikke dø, for vi er aldrig blevet født. Det er træ-perspektivet – del af perspektivet. Et liv kan ikke forsvinde – det lever videre i de spor, det har sat. For mig er der langt mere trøst at hente i den tanke end i forestillingen om et evigt liv eller i forestillingen om reinkarnation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *