…for hver dag, der gik, klamrede hun sig stærkere fast og udtømte på forhånd enhver lykke, fordi hun ventede sig mere af den, end den kunne give.
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Jeg har netop for anden gang læst Gustave Flaubert klassiker ”Madame Bovary”. Kort fortalt så er ”Madame Bovary” historien om ung kvinde, der er gift med en lidt kedelig lægemand og bor i et søvnigt provinshul. Hun er sin mand utro med to forskellige elskere og bringer familien på fallittens rand gennem sit store forbrug finansieret gennem lån til ublu renter. Bogen slutter af med, at madame Bovary tager arsenik og dør en langstrakt og pinefuld død særdeles realistisk og skræmmende beskrevet i bogen. Bogen er fra 1857 og skabte naturligvis stor forargelse, da den kom frem.
Første gang jeg læste bogen var jeg i starten i staten af tyverne, og jeg læste bogen i tidens ånd. I denne læsning er madama Bovary en tragisk heltinde, hvis utroskab er et forståeligt oprør mod den kedelige småborgerlige tilværelse og den kedelige småborgerlige mand. Jeg tolkede bogens budskab som opfordring til ikke at lade sig styre af tidens moral, men forsøge at realisere sine drømme. Når det ikke lykkedes for Madame Bovary var det – med en af tidens klicheer – samfundet skyld. Det var ikke Madame Bovary, der var forkert på den – det var de undertrykkende omstændigheder, hun levede under.
Men hvordan ser det ud, hvis man læser ”Madame Bovary” i et buddhistisk perspektiv. Set med buddhistiske øjne er Madame Bovary et menneske med en strategi for livet, der på forhånd er dømt til fiasko. Madama Bovary er en håbløs fange i den hedonistiske trædemølle. Hun er en illustration af, at forestillingen om lyst altid kommer til kort overfor den realiserede lyst, men da hun er i stand til at forlade trædemøllen, er hun dømt til at forsøge igen og igen med en stadig større skuffelse over tilværelsen som resultat.
Det der ikke stod mig klart i min ”gamle” læsning af bogen er, hvor fuldstændig alene Madame Bovary er. Hun er 100% fokuseret på sig selv og sine behov og har intet reelt fællesskab med de omgivelser, hendes liv udspiller sig i. Manden, barnet og samfundet omkring hende er kun tomme kulisser for hendes liv.
Meningen med livet er at være i livet, og her kan lysten stå i vejen. Måske er omstændighederne for vores tilværelse ikke ideale, måske er manden faktisk kedelig og provinshullet faktisk søvnigt, men når man konsekvent ser løsningerne udenfor sig selv, bliver man blind for årsagen indeni sig selv. Den årsag der handler om evnen til som udgangspunkt at være i det, der er.
Romanen ”Madame Bovary” kan læses som tidlig beskrivelse af det moderne menneske. Der går en lige linje fra ”Madame Bovary” til nutidens kviklån og forbrugerisme.