Buddha og Madame Bovary

…for hver dag, der gik, klamrede hun sig stærkere fast og udtømte på forhånd enhver lykke, fordi hun ventede sig mere af den, end den kunne give.

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Jeg har netop for anden gang læst Gustave Flaubert klassiker ”Madame Bovary”. Kort fortalt så er ”Madame Bovary” historien om ung kvinde, der er gift med en lidt kedelig lægemand og bor i et søvnigt provinshul. Hun er sin mand utro med to forskellige elskere og bringer familien på fallittens rand gennem sit store forbrug finansieret gennem lån til ublu renter. Bogen slutter af med, at madame Bovary tager arsenik og dør en langstrakt og pinefuld død særdeles realistisk og skræmmende beskrevet i bogen. Bogen er fra 1857 og skabte naturligvis stor forargelse, da den kom frem.

Første gang jeg læste bogen var jeg i starten i staten af tyverne, og jeg læste bogen i tidens ånd. I denne læsning er madama Bovary en tragisk heltinde, hvis utroskab er et forståeligt oprør mod den kedelige småborgerlige tilværelse og den kedelige småborgerlige mand. Jeg tolkede bogens budskab som opfordring til ikke at lade sig styre af tidens moral, men forsøge at realisere sine drømme. Når det ikke lykkedes for Madame Bovary var det – med en af tidens klicheer – samfundet skyld. Det var ikke Madame Bovary, der var forkert på den – det var de undertrykkende omstændigheder, hun levede under.

Men hvordan ser det ud, hvis man læser ”Madame Bovary” i et buddhistisk perspektiv. Set med buddhistiske øjne er Madame Bovary et menneske med en strategi for livet, der på forhånd er dømt til fiasko. Madama Bovary er en håbløs fange i den hedonistiske trædemølle. Hun er en illustration af, at forestillingen om lyst altid kommer til kort overfor den realiserede lyst, men da hun er i stand til at forlade trædemøllen, er hun dømt til at forsøge igen og igen med en stadig større skuffelse over tilværelsen som resultat.

Det der ikke stod mig klart i min ”gamle” læsning af bogen er, hvor fuldstændig alene Madame Bovary er. Hun er 100% fokuseret på sig selv og sine behov og har intet reelt fællesskab med de omgivelser, hendes liv udspiller sig i. Manden, barnet og samfundet omkring hende er kun tomme kulisser for hendes liv.

Meningen med livet er at være i livet, og her kan lysten stå i vejen. Måske er omstændighederne for vores tilværelse ikke ideale, måske er manden faktisk kedelig og provinshullet faktisk søvnigt, men når man konsekvent ser løsningerne udenfor sig selv, bliver man blind for årsagen indeni sig selv. Den årsag der handler om evnen til som udgangspunkt at være i det, der er.

Romanen ”Madame Bovary” kan læses som tidlig beskrivelse af det moderne menneske. Der går en lige linje fra ”Madame Bovary” til nutidens kviklån og forbrugerisme.

Døden og tomheden

Alle, vi holder af, vil en dag blive syge og dø. Hvis vi ikke praktiserer meditationen på tomheden, vil vi blive vi overvældede, når det sker. Fokus på tomhed er en måde at skabe kontakt til livet som det er, men det skal praktiseres og ikke bare snakkes om. Vi observerer vores krop og ser alle de årsager og betingelser, der har skabt den – vores forældre, vores land, luften og endda fremtidige generationer. Vi går ud over tid og rum, mig og mit og smager ægte befrielse.

Thich Nhat Hanh

I Monthy Python-filmen ”The meaning of life” er der en tegnet sekvens, som starter med et billede af et træ i brune og orange efterårsfarver. Så hører man en stemme, der siger ”Jeg kan ikke leve mere, jeg vil gøre en ende på det hele” hvorefter et blad falder af træet. Bladet ”selvmord” udløser en lavine af selvmord og til sidst står kun de nøgne grene tilbage. Sekvensen er i sin absurditet tankevækkende. Er det tragisk, når bladene falder af træerne om efteråret? Dør det enkelt blad? Naturligvis ikke har man lyst til at sige. Et blad er ikke en ”ting”, det er en del af en proces – en del af livets cyklus. Det enkelte blad dør ikke, for i realiteten eksisterede det aldrig som en selvstændig enhed. Det var og er del af – del af træet og del af naturen som helhed. Det er, hvad tomhed betyder i buddhismen – fravær af selveksistens.

I Monthy Python-filmen ses træet ud fra et menneskeligt, individualistisk perspektiv. Derfor bliver det enkelte blads død skildret som tragisk. Men hvad ville der ske, hvis man så på mennesket fra en træ-perspektiv? Hvis vi blev bedre til at se os selv som ”del af” i stedet for krampagtigt at holde fast i forestillingen om vores individuelle væren? For er det ikke netop, fordi vi tænker om os selv som individer, at døden er så skræmmende?  De nøgne grene uden for mit vindue er heldigvis fulde af liv. Lige nu er der en rødkælk, en musvit og en grønirisk. Det er den samme slags fugle, som jeg husker fra haven som barn. Men ikke en eneste af de fugle, der levede i min barndoms villahave, lever i dag. Det er deres tiptiptiptipoldebørn, jeg sidder og kikker på. Er det en tragisk eller en livsbekræftende kendsgerning? For min er det det evige liv.

I sidste uge døde min far. Præsten, som kendte min far personligt, holdt en rigtig fin tale i kirken. Hun ramte plet i beskrivelse af min far som menneske. Hun talte levede om den betydning, min far har haft for de mennesker, han i sit lange liv kom i berøring med. I kirken var dette liv repræsenteret ved venner, ægtefælle, børn, børnebørn og oldebørn.  Men der var naturligvis også en del kristendom i talen. Den del af talen kunne jeg personligt ikke bruge til så meget. For når man i kristendommen taler ”Kødets opstandelse”, eller når man i den traditionelle buddhisme taler om reinkarnation, er det så ikke udtryk for en fastholden af individet og dermed en fastholden af det tragiske ved døden?

Ifølge Thich Nhat Hanh kan vi ikke dø, for vi er aldrig blevet født. Det er træ-perspektivet – del af perspektivet. Et liv kan ikke forsvinde – det lever videre i de spor, det har sat. For mig er der langt mere trøst at hente i den tanke end i forestillingen om et evigt liv eller i forestillingen om reinkarnation.

Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme?

Jeg længe overvejet at ændre navnet på denne side fra ”Vestlig buddhisme” til ”Sekulær buddhisme”. Det har jeg gjort af to årsager. Dels har navnet ”Vestlig buddhisme” virket som en rød klud på en del mennesker. For hvordan kan jeg tage patent på, hvad vestlig buddhisme er? Dels er ”Sekulær buddhisme” måske en mere præcis beskrivelse af, hvad mit sigte med siden er. Konklusionen på mine overvejelse er, at jeg beholder titlen. Forklaring følger.

Begreber sekulær buddhisme stammer primært fra Steven Batchelor. Da jeg startede med at skrive med på Facebook og min hjemmeside, kendte jeg ikke til Batchelors bøger. Jeg blev faktisk først opmærksom på Batchelor, da jeg blev beskyldte for at være tilhænger af ham. Nu har jeg haft lejlighed til at læse (nogle af) hans bøger, og det har været en stor glæde for mig at opdage, at der var andre der gik og rodede med nogle af de samme tanker som jeg selv – og så til og med en person, hvis viden om buddhismen er lagt større end den, jeg selv kan prale med.

Sekulær buddhisme definerer Batchelor som en buddhisme, der har fokus på dette liv. Buddhismen er i Batchelors tolkning ikke en sandhed om verden, men en måde at takle livet på. Målet med den buddhistiske praksis er at få menneskelivet til at blomstre fra øjeblik til øjeblik – ikke at opnå en eller anden transcendent, absolut tilstand.

Batchelors tese er, at hvis man tolker jernaldermetafysikken ud af buddhismen, vil det centrale i den buddhistiske lære stå tilbage. Hans projekt er med udgangspunkt i de ældste buddhistiske tekster – sutraerne – at vende tilbage til rødderne og gentænke buddhismen fra bunden af. Batchelor er kritisk overfor den traditionelle buddhisme som ifølge ham er stivnet i ortodoksi, og han tager afstand fra begreber som ”karma” og ”reinkarnation”.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Batchelor i alt, men er fuldt med på det overordnede mål: En tolkning af buddhismen som har fokus på dette liv, i denne tid, på dette sted.

Steven Batchelor bruger også betegnelsen vestlig buddhisme, og han bruger den i samme betydning, som jeg lægger i ordene: En særlig vestlig tolkning af buddhismen, som forener det bedste fra den vestlige tradition – som demokrati, fokus på individets rettigheder og en kritisk, rationel tænkning – med de centrale elementer i den buddhistiske lære. En sådan særlig vestlig buddhisme findes ikke, endnu. Hvis vi skal finde svar på, hvad vestlig buddhisme er, bliver vi nødt til at opfinde en tidsmaskine. Batchelor mener, at svaret kan ligge flere hundrede år ude i fremtiden. Det tog adskillige hundrede år før en særlig tibetansk, kinesisk eller japansk tolkning af buddhismen for alvor manifesterede sig.

Titlen på dette indlæg er et spørgsmål: Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme? Mit svar på dette spørgsmål er et tøvende ”ja”. Hvis buddhismen skal komme til at spille en rolle i den vestlige verden – og det synes jeg den skal, da den har meget at byde ind med som alternativ og korrektion til en selvdestruktiv vestlig livsopfattelse – så er det ikke den traditionelle buddhisme, der er svaret. Den ligger for lagt fra den virkelighed, det moderne menneske lever i. Vestlig buddhisme er i min optik ikke det samme som buddhisme, der tilfældigvis finder sted i Vesten. Vestlig buddhisme er noget nyt, noget verden endnu ikke har set, men samtidig noget, verden desperat har brug for. Derfor holder jeg fast i den provokation og den opfordring til diskussion, der ligger i titlen: Vestlig buddhisme.

Ejer jeg min have?

Vi kan ikke “vende tilbage til naturen”, for vi har aldrig været adskilt fra den, men vi kan indse vores ikke-dualitet med den og begynde at leve på en måde, der stemmer overens med denne erkendelse.

David R. Loy

En sortsot nærmer sig forsigtigt min hunds madskål. Min hund løfter dovent hovedet. Solsorten tøver et kort øjeblik, som om den tænker: ”Kan det virkelig passe, at hunden ikke reagerer”. Så snupper den et par bidder, som den flyver af sted med til ungerne i den rede, der gemmer i en af buskene i haven.

Stjæler solsorten min hunds mad? Sådan kan jeg som hunde- og haveejer føle det, men dybest set er det naturligvis noget vrøvl. Det er kun i vores forskruede menneskehjerner, at man kan eje naturen. Derfor er fuglene, insekterne og de vilde blomster heldigvis fuldstændig ligeglade med min illusion om, at haven er min.

En parcelhushave er et symbol på menneskets forhold til naturen. Det er et kunstigt miljø, skabt af og for mennesker. Og det er et miljø, der i høj grad er skabt ud fra en trang til kontrol. Da mennesket forlod tilværelsen som jægersamler og slog sig ned som bonde, opstod dualiteten mellem menneske og natur. Naturen gik fra at være noget, vi var del af til at været noget, vi kan eje og beherske. Den øko-krisen, vi befinder os i, er konsekvensen af denne måde at opfatte naturen på. Den kan ikke løses, før vi opgiver tanken om, at naturen er noget, vi kan og skal beherske og i stedet begynder at tænke om naturen som noget, vi sameksisterer med. Vi står ikke udenfor eller ovenover naturen – vi er naturen. Det er en forskel, der skal skabes inde i vores hoveder.

Ovenfor brugte jeg ordet ”vilde blomster”.  Det normale havejerudtryk for den samme ting er ”ukrudt”. Her er en fin illustration af buddhismens pointe om, at ord ikke er lig med virkeligheden, men en subjektiv tolkning af den. ”Vilde blomster” og ”ukrudt” er den samme virkelighed, men to forskellige måder at forholde sig til den på. Problemet med de vilde blomster i haven – det der gør dem til ukrudt i vores hoveder –er, at vi ikke kontrollerer dem.

Loys pointe, at vi aldrig er blevet adskilt fra naturen, viser sig i, hvordan fuglene, insekterne og de vilde blomster ”tilgiver” os det kunstige miljø, vi har skabt. De finder en vej til at leve der alligevel. Men mit forsøg på at kontrollere min have vil altid være destruktivt for livet i den. Min rolle er derfor at slippe trangen til kontrol så tilpas meget, at vores sameksistens bliver mulig. Det må også være menneskehedens rolle, hvis livets sameksistens skal være mulig i fremtiden.