Når vi betragter havet, kan vi se, at hver bølge har en begyndelse og en ende. En bølge kan sammenlignes med andre bølger, og vi kan kalde den mere eller mindre smuk, højere eller lavere, langvarig eller kortvarig. Men hvis vi ser dybere, ser vi, at en bølge er lavet af vand. Mens du lever livet som bølge, lever du også vandets liv. Det ville være trist, hvis bølgen ikke vidste, at den er vand.
Thich Nhat Hahn
De to voksne på billedet ovenfor er min oldefar og oldemor. Den lille pige, der kniber øjnene sammen for solen og lidt genert piller ved sine fingre, er min farmor. Bygningen, der kan ses i baggrund, er den mølle, min oldefar drev. Af alle billeder af mine aner, er dette min favorit. Det er ikke et billede, der er taget af en professionel fotograf, men et tidligt eksempel på et snapshot. Netop derfor er der liv i billedet. Det er et billede af rigtige levende menneske, der er i gang med at leve deres liv og sikkert ikke i det nu, som billedet skildrer, gør sig nogen tanker om, at de en dag vil være døde og borte.
Men det er de naturligvis. Billeder er fra 1910. Alle på billedet – inklusiv den hvide kat, der så kælent stryger sig op af min oldemors ben – er for længst døde. I hvert fald i traditionel vestlig forstand. I en af de meditationsøvelser, som Thich Nhat Hanh beskriver i sin fantastiske lille bog ”Åndsnærværets mirakel”, skal man søge sit sande ansigt i perioden før sin fødsel og sit sande ansigt i perioden efter sin død. Ikke-fødsel/ikke-død. Det, som Thich Nhat Hanh dybest set vil have mig til at overveje, er i hvilken forstand min oldefar, der den dag i 1910 stod med fødderne så sikkert placeret i mulden og holdt sin lille søn i hånden, stadig er til stede? Og i hvilken forstand jeg selv, der blev født 53 år efter, at billede blev taget, er med i billedet?
Selv ud fra en streng vestlig betragtning kan man argumentere for virkeligheden af ikke-fødsel og ikke-død. Hvis man anlægger en biologisk betragtning, så er en væsentlig del af min genetiske arv til stede i det gamle billede. For at være mere præcis 25%. Hvis man anlægger en historisk betragtning, så er den virkelighed, som du og jeg lever i et resultat af det liv, som mennesker som dem på billedet levede. Men er det alt, hvad der ligger i ikke-fødsel og ikke-død?
Reinkarnation og genfødsel er to ord, der ofte bruges synonymt. I buddhistisk sammenhæng fortrækker man af forskellige årsager ordet ”genfødsel”. For ikke-buddhister lyder ”reinkarnation” måske en smule mere fancy, hvorfor det i dag er den mest udbredte betegnelser. Ifølge en YouGov-undersøgelse tror 22 procent af den danske befolkning på reinkarnation. Det er dobbelt så mange, som den andel af den danske befolkning, der tror på, at vi genopstår fra de døde – hvilket ellers er et af de grundlæggende dogmer i den kristne tro. ”Kødets opstandelse” er tilsyneladende for langt ude for det moderne menneske. Men det betyder jo ikke, at tanken om min egen personlig død dermed bliver mindre skræmmende. Når man i stedet for ”kødets opstandelse” vender sig mod reinkarnation, kan det skyldes, at det forekommer at være en mere realistisk måde at bevare håbet om, at ”jeg” i en eller anden forstand kan ”overleve” min egen død. Men netop denne motivation – ønsket om at ”jeg” kan overvinde døden – burde få alarmklokkerne til at ringe set fra en buddhistiske synsvinkel.
Genfødsel eller reinkarnation er i den ”klassiske” tolkning lig med forestillingen om, at min sjæl efter døden vender tilbage til jorden i et nyt legeme. Denne traditionelle tolkning af genfødsel harmonerer efter min opfattelse dårligt med et helt centralt element i den buddhistiske lære, nemlig kritikken af forestillingen om et selvstændigt eksisterende ”jeg”. ”Jeg’et” er ifølge buddhisme ikke bare en illusion, men den dybere årsag til menneskelig lidelse. At overvinde lidelsen er i buddhistisk optik uløselig forbundet med at overvinde illusionen om jeg’et Men hvis ”jeg’et” er en illusion, hvad er det så egentlig, man forestiller sig bliver genfødt?
Alt hvad jeg personligt er overbevist om med hensyn til liv, død og genfødsel er indeholdt i det citat fra Thich Nhat Hahn, der indledte denne indlæg. Jeg er bølgen, der rejser sig, eksisterer et kort øjeblik, er høj eller lav, smuk eller grim for så at forsvinde igen. Men jeg er også havet. Og det er min oldefar også. Holder dette billede, må det betyde, at vi ikke bare forsvinder, når vi dør. At livet i eller anden forstand hverken begynder med fødslen eller slutter med døden, men… Hvad der bør stå efter dette ”men” er det – efter min mening – umuligt at have nogen fornuftig mening om. Men det udelukker ikke, at der er en åben plads – det udelukker ikke, at der er rum for en tro på, at livet hverken begynder med fødslen eller slutter med døden.