Buddha og Madame Bovary

…for hver dag, der gik, klamrede hun sig stærkere fast og udtømte på forhånd enhver lykke, fordi hun ventede sig mere af den, end den kunne give.

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Jeg har netop for anden gang læst Gustave Flaubert klassiker ”Madame Bovary”. Kort fortalt så er ”Madame Bovary” historien om ung kvinde, der er gift med en lidt kedelig lægemand og bor i et søvnigt provinshul. Hun er sin mand utro med to forskellige elskere og bringer familien på fallittens rand gennem sit store forbrug finansieret gennem lån til ublu renter. Bogen slutter af med, at madame Bovary tager arsenik og dør en langstrakt og pinefuld død særdeles realistisk og skræmmende beskrevet i bogen. Bogen er fra 1857 og skabte naturligvis stor forargelse, da den kom frem.

Første gang jeg læste bogen var jeg i starten i staten af tyverne, og jeg læste bogen i tidens ånd. I denne læsning er madama Bovary en tragisk heltinde, hvis utroskab er et forståeligt oprør mod den kedelige småborgerlige tilværelse og den kedelige småborgerlige mand. Jeg tolkede bogens budskab som opfordring til ikke at lade sig styre af tidens moral, men forsøge at realisere sine drømme. Når det ikke lykkedes for Madame Bovary var det – med en af tidens klicheer – samfundet skyld. Det var ikke Madame Bovary, der var forkert på den – det var de undertrykkende omstændigheder, hun levede under.

Men hvordan ser det ud, hvis man læser ”Madame Bovary” i et buddhistisk perspektiv. Set med buddhistiske øjne er Madame Bovary et menneske med en strategi for livet, der på forhånd er dømt til fiasko. Madama Bovary er en håbløs fange i den hedonistiske trædemølle. Hun er en illustration af, at forestillingen om lyst altid kommer til kort overfor den realiserede lyst, men da hun er i stand til at forlade trædemøllen, er hun dømt til at forsøge igen og igen med en stadig større skuffelse over tilværelsen som resultat.

Det der ikke stod mig klart i min ”gamle” læsning af bogen er, hvor fuldstændig alene Madame Bovary er. Hun er 100% fokuseret på sig selv og sine behov og har intet reelt fællesskab med de omgivelser, hendes liv udspiller sig i. Manden, barnet og samfundet omkring hende er kun tomme kulisser for hendes liv.

Meningen med livet er at være i livet, og her kan lysten stå i vejen. Måske er omstændighederne for vores tilværelse ikke ideale, måske er manden faktisk kedelig og provinshullet faktisk søvnigt, men når man konsekvent ser løsningerne udenfor sig selv, bliver man blind for årsagen indeni sig selv. Den årsag der handler om evnen til som udgangspunkt at være i det, der er.

Romanen ”Madame Bovary” kan læses som tidlig beskrivelse af det moderne menneske. Der går en lige linje fra ”Madame Bovary” til nutidens kviklån og forbrugerisme.

Døden og tomheden

Alle, vi holder af, vil en dag blive syge og dø. Hvis vi ikke praktiserer meditationen på tomheden, vil vi blive vi overvældede, når det sker. Fokus på tomhed er en måde at skabe kontakt til livet som det er, men det skal praktiseres og ikke bare snakkes om. Vi observerer vores krop og ser alle de årsager og betingelser, der har skabt den – vores forældre, vores land, luften og endda fremtidige generationer. Vi går ud over tid og rum, mig og mit og smager ægte befrielse.

Thich Nhat Hanh

I Monthy Python-filmen ”The meaning of life” er der en tegnet sekvens, som starter med et billede af et træ i brune og orange efterårsfarver. Så hører man en stemme, der siger ”Jeg kan ikke leve mere, jeg vil gøre en ende på det hele” hvorefter et blad falder af træet. Bladet ”selvmord” udløser en lavine af selvmord og til sidst står kun de nøgne grene tilbage. Sekvensen er i sin absurditet tankevækkende. Er det tragisk, når bladene falder af træerne om efteråret? Dør det enkelt blad? Naturligvis ikke har man lyst til at sige. Et blad er ikke en ”ting”, det er en del af en proces – en del af livets cyklus. Det enkelte blad dør ikke, for i realiteten eksisterede det aldrig som en selvstændig enhed. Det var og er del af – del af træet og del af naturen som helhed. Det er, hvad tomhed betyder i buddhismen – fravær af selveksistens.

I Monthy Python-filmen ses træet ud fra et menneskeligt, individualistisk perspektiv. Derfor bliver det enkelte blads død skildret som tragisk. Men hvad ville der ske, hvis man så på mennesket fra en træ-perspektiv? Hvis vi blev bedre til at se os selv som ”del af” i stedet for krampagtigt at holde fast i forestillingen om vores individuelle væren? For er det ikke netop, fordi vi tænker om os selv som individer, at døden er så skræmmende?  De nøgne grene uden for mit vindue er heldigvis fulde af liv. Lige nu er der en rødkælk, en musvit og en grønirisk. Det er den samme slags fugle, som jeg husker fra haven som barn. Men ikke en eneste af de fugle, der levede i min barndoms villahave, lever i dag. Det er deres tiptiptiptipoldebørn, jeg sidder og kikker på. Er det en tragisk eller en livsbekræftende kendsgerning? For min er det det evige liv.

I sidste uge døde min far. Præsten, som kendte min far personligt, holdt en rigtig fin tale i kirken. Hun ramte plet i beskrivelse af min far som menneske. Hun talte levede om den betydning, min far har haft for de mennesker, han i sit lange liv kom i berøring med. I kirken var dette liv repræsenteret ved venner, ægtefælle, børn, børnebørn og oldebørn.  Men der var naturligvis også en del kristendom i talen. Den del af talen kunne jeg personligt ikke bruge til så meget. For når man i kristendommen taler ”Kødets opstandelse”, eller når man i den traditionelle buddhisme taler om reinkarnation, er det så ikke udtryk for en fastholden af individet og dermed en fastholden af det tragiske ved døden?

Ifølge Thich Nhat Hanh kan vi ikke dø, for vi er aldrig blevet født. Det er træ-perspektivet – del af perspektivet. Et liv kan ikke forsvinde – det lever videre i de spor, det har sat. For mig er der langt mere trøst at hente i den tanke end i forestillingen om et evigt liv eller i forestillingen om reinkarnation.

En lille reklame

Jeg har fundet en app til min telefon, som gerne vil gøre lidt reklame for. App’en hedder Plum Village og indeholder blandt mange andre ting en lang rækker guidede meditationer. Dem har jeg brugt de sidste 14 dage på at prøve af, og de kan varmt anbefales.

En af de guidede meditationer hedder ”calm-ease”, og her er det mesteren selv – Thich Nhat Hanh” – man får i øret. Meditationen starter med almindeligt fokus på åndedrættet: ”Breathing in, I know I am breathing in. Breathing out, I know I breathin out”. De næste trin hedder: ”Deep/slow”; ”calm/ease”; ”smile/release”. Meditationen slutter af med ”present moment/wonderful moment”.

De første gange blev jeg lidt provokeret, da jeg nåede frem til det sidste ”present moment/wonderful moment.” For hvad nu, hvis jeg ikke oplevede dette øjeblik som specielt vidunderligt? Det var lidt som om Thich Nhat Hanh ville pådutte mig noget, jeg ikke helt kunne være med på. Så slog følgende tanke ned i mig: Hvis jeg faktisk havde været i stand til at følge meditationen, slippe alle mine tanker og bekymringer og været 100% til stede i øjeblikket, ville dette øjeblik så ikke være et vidunderligt øjeblik? Set i det lys er øvelsen en eksemplarisk illustration af, hvad buddhismen som en vej til at overvinde lidelse handler om.

Samtidigt er meditationsøvelsen en illustration af, at buddhismen ikke er og ikke kan været et nemt og hurtigt fiks. Det er ikke altid nemt at nå frem til følelsen ”present moment/wonderful moment”. Det kræver hårdt arbejde.

Fra klimadepression til nyt håb

Hvis vi fortsætter med at misbruge Jorden på denne måde, er der ingen tvivl om, at vores civilisation vil gå under. Dette vendepunkt kræver indsigt og oplysning. Buddha opnåede individuel oplysning. Nu har vi brug for en kollektiv oplysning for at stoppe vores destruktive kurs. Civilisationen vil gå under, hvis vi fortsætter med at drukne i konkurrence om magt, berømmelse, sex og profit.

Thich Nhat Hanh

Jeg er så små ved at komme mig over mit livs første (men nok ikke sidste) alvorlige klimadepression. Anledning til min klimadepression var læsningen af David R. Loy’s i øvrigt glimrende bog ”Ecodharma – Buddhist teaching for the ecological crises”. Det var specielt et afsnit i bogen, der udløste depressionen. Afsnittet har titlen: ”What If It’s Too Late” på dansk: ”Hvad, hvis det er for sent?” Det er ikke fordi, jeg ikke var bekendt med de ting, som Loy skriver om. Jeg havde allerede hørt om begrebet ”tipping points”, jeg viste godt, at metangassen under den russiske tundra var en tikkende bombe osv. Det, der ramte mig, var, at et klogt, empatisk og vidende menneske som Loy finder det nødvendigt, at vi forholder os nøgternt til den mulighed, at det er for sent.

Måske er det for sent. Måske har mennesket allerede gjort så stor skade på Jorden, at det ikke er muligt at rette op på det. Måske. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at hvis det ikke skal være for sent, skal forandringerne ske nu.

Men endnu er verden åben. Endnu er der plads til en tro på, at det nytter at gøre noget. Ligesom man kan vælge at være pessimist og tro på, at det er for sent, og at det alligevel nytter noget, kan man vælge at være optimist og se klimakrisen som en chance for menneskeheden for at vælge en ny vej.

Hvis man ser bort fra de dystre prognoser og alene ser på de forandringer i vores måde at leve på, som en løsning af klimakrisen kræver, synes jeg faktisk ikke, fremtiden ser så dyster ud. Vi skal ændre vores livsstil, men er det nødvendigvis en dårlig ting? ”Alt, hvad vi kan vente os af fremtiden, er stadig mere og stadig værre”, skrev den tyske filosof Theodor Adorno. Adorno tænke ikke på klimakrisen, han tænkte på et samfund drevet af vækst og forbrug. ”Alle har ret til et fedt køkken” lyder reklamen for Kvik-køkkener. Men er et fedt køkken det, der reelt gør os lykkelige? Motoren i vores civilisation er det, buddhismen kalder de tre gifte: Begær, aversion og illusion. Begær, der kommer til udtryk i en ensidig fokus på vækst og forbrug. Aversion, der kommer til udtryk i os versus dem-tænkning. Illusion, der kommer til udtryk i forestillingen om, at hvert menneske er en isoleret enhed, der skal søge lykke for sig selv. Har denne motor skabt en verden af lykkelige individer? Måske er det ikke så dårligt at forsøge at få skiftet motoren ud.

Måske er det for sent. Måske venter en ny og bedre fremtid for menneskeheden på den anden side af klimakrisen. En fremtid, hvor mennesket har indset, at vi ikke står i modsætning til naturen, men er del af naturen, og lever ud fra denne indsigt. Så længe vi ikke ved, hvilken at de to scenarier, der ligner fremtiden mest, har vi pligt til at handle og håbe.

Vi er her for at vågne op fra illusionen om vores isolation.

Thich Nhat Hanh

Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme?

Jeg længe overvejet at ændre navnet på denne side fra ”Vestlig buddhisme” til ”Sekulær buddhisme”. Det har jeg gjort af to årsager. Dels har navnet ”Vestlig buddhisme” virket som en rød klud på en del mennesker. For hvordan kan jeg tage patent på, hvad vestlig buddhisme er? Dels er ”Sekulær buddhisme” måske en mere præcis beskrivelse af, hvad mit sigte med siden er. Konklusionen på mine overvejelse er, at jeg beholder titlen. Forklaring følger.

Begreber sekulær buddhisme stammer primært fra Steven Batchelor. Da jeg startede med at skrive med på Facebook og min hjemmeside, kendte jeg ikke til Batchelors bøger. Jeg blev faktisk først opmærksom på Batchelor, da jeg blev beskyldte for at være tilhænger af ham. Nu har jeg haft lejlighed til at læse (nogle af) hans bøger, og det har været en stor glæde for mig at opdage, at der var andre der gik og rodede med nogle af de samme tanker som jeg selv – og så til og med en person, hvis viden om buddhismen er lagt større end den, jeg selv kan prale med.

Sekulær buddhisme definerer Batchelor som en buddhisme, der har fokus på dette liv. Buddhismen er i Batchelors tolkning ikke en sandhed om verden, men en måde at takle livet på. Målet med den buddhistiske praksis er at få menneskelivet til at blomstre fra øjeblik til øjeblik – ikke at opnå en eller anden transcendent, absolut tilstand.

Batchelors tese er, at hvis man tolker jernaldermetafysikken ud af buddhismen, vil det centrale i den buddhistiske lære stå tilbage. Hans projekt er med udgangspunkt i de ældste buddhistiske tekster – sutraerne – at vende tilbage til rødderne og gentænke buddhismen fra bunden af. Batchelor er kritisk overfor den traditionelle buddhisme som ifølge ham er stivnet i ortodoksi, og han tager afstand fra begreber som ”karma” og ”reinkarnation”.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Batchelor i alt, men er fuldt med på det overordnede mål: En tolkning af buddhismen som har fokus på dette liv, i denne tid, på dette sted.

Steven Batchelor bruger også betegnelsen vestlig buddhisme, og han bruger den i samme betydning, som jeg lægger i ordene: En særlig vestlig tolkning af buddhismen, som forener det bedste fra den vestlige tradition – som demokrati, fokus på individets rettigheder og en kritisk, rationel tænkning – med de centrale elementer i den buddhistiske lære. En sådan særlig vestlig buddhisme findes ikke, endnu. Hvis vi skal finde svar på, hvad vestlig buddhisme er, bliver vi nødt til at opfinde en tidsmaskine. Batchelor mener, at svaret kan ligge flere hundrede år ude i fremtiden. Det tog adskillige hundrede år før en særlig tibetansk, kinesisk eller japansk tolkning af buddhismen for alvor manifesterede sig.

Titlen på dette indlæg er et spørgsmål: Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme? Mit svar på dette spørgsmål er et tøvende ”ja”. Hvis buddhismen skal komme til at spille en rolle i den vestlige verden – og det synes jeg den skal, da den har meget at byde ind med som alternativ og korrektion til en selvdestruktiv vestlig livsopfattelse – så er det ikke den traditionelle buddhisme, der er svaret. Den ligger for lagt fra den virkelighed, det moderne menneske lever i. Vestlig buddhisme er i min optik ikke det samme som buddhisme, der tilfældigvis finder sted i Vesten. Vestlig buddhisme er noget nyt, noget verden endnu ikke har set, men samtidig noget, verden desperat har brug for. Derfor holder jeg fast i den provokation og den opfordring til diskussion, der ligger i titlen: Vestlig buddhisme.

Ejer jeg min have?

Vi kan ikke “vende tilbage til naturen”, for vi har aldrig været adskilt fra den, men vi kan indse vores ikke-dualitet med den og begynde at leve på en måde, der stemmer overens med denne erkendelse.

David R. Loy

En sortsot nærmer sig forsigtigt min hunds madskål. Min hund løfter dovent hovedet. Solsorten tøver et kort øjeblik, som om den tænker: ”Kan det virkelig passe, at hunden ikke reagerer”. Så snupper den et par bidder, som den flyver af sted med til ungerne i den rede, der gemmer i en af buskene i haven.

Stjæler solsorten min hunds mad? Sådan kan jeg som hunde- og haveejer føle det, men dybest set er det naturligvis noget vrøvl. Det er kun i vores forskruede menneskehjerner, at man kan eje naturen. Derfor er fuglene, insekterne og de vilde blomster heldigvis fuldstændig ligeglade med min illusion om, at haven er min.

En parcelhushave er et symbol på menneskets forhold til naturen. Det er et kunstigt miljø, skabt af og for mennesker. Og det er et miljø, der i høj grad er skabt ud fra en trang til kontrol. Da mennesket forlod tilværelsen som jægersamler og slog sig ned som bonde, opstod dualiteten mellem menneske og natur. Naturen gik fra at være noget, vi var del af til at været noget, vi kan eje og beherske. Den øko-krisen, vi befinder os i, er konsekvensen af denne måde at opfatte naturen på. Den kan ikke løses, før vi opgiver tanken om, at naturen er noget, vi kan og skal beherske og i stedet begynder at tænke om naturen som noget, vi sameksisterer med. Vi står ikke udenfor eller ovenover naturen – vi er naturen. Det er en forskel, der skal skabes inde i vores hoveder.

Ovenfor brugte jeg ordet ”vilde blomster”.  Det normale havejerudtryk for den samme ting er ”ukrudt”. Her er en fin illustration af buddhismens pointe om, at ord ikke er lig med virkeligheden, men en subjektiv tolkning af den. ”Vilde blomster” og ”ukrudt” er den samme virkelighed, men to forskellige måder at forholde sig til den på. Problemet med de vilde blomster i haven – det der gør dem til ukrudt i vores hoveder –er, at vi ikke kontrollerer dem.

Loys pointe, at vi aldrig er blevet adskilt fra naturen, viser sig i, hvordan fuglene, insekterne og de vilde blomster ”tilgiver” os det kunstige miljø, vi har skabt. De finder en vej til at leve der alligevel. Men mit forsøg på at kontrollere min have vil altid være destruktivt for livet i den. Min rolle er derfor at slippe trangen til kontrol så tilpas meget, at vores sameksistens bliver mulig. Det må også være menneskehedens rolle, hvis livets sameksistens skal være mulig i fremtiden.

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

De to muligheder

Buddha sagde: “Når en vis person lider, spørger hun sig selv.” “Hvad kan jeg gøre for at blive fri for denne lidelse? Hvem kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at befri mig selv for denne lidelse?” Men når en tåbelig person lider, spørger hun sig selv:” Hvem har forurettet mig? Hvordan kan jeg vise andre, at jeg er et offeret? Hvordan kan jeg straffe dem, der har forårsaget min lidelse?”

Thich Nhat Hanh

Vi har disse to muligheder. Når man møder udfordringer i livet, kan man vælge at pege indad eller pege udad. Det er altid fristende at vælge mulighed nr. 2. Der vil altid være årsager til de udfordringer, man møder i livet – hvad enten de er fysiske, psykiske eller sociale – og ret beset vil disse årsagen ofte ligge udenfor én selv. Mulighed 2 har et skær af realisme over sig. Men et falsk skær hvis målet er at befri sig selv for lidelse. Mulighed 2 er ”tåbelig”, fordi den ikke løser problemerne. Og hvis man lader sig gribe af ønsket om at straffe dem, der er årsag til ens lidelser, glemmer man, at det ikke fjerner lidelsen. Her fører mulighed 2 tværtimod til mere lidelse, fordi den er båret af følelser som vrede og bitterhed. Følelser som det er lidelsesfuldt at være i.

Pointen med mulighed 1. er ikke at tage skylden på sig. Pointen med mulighed 1 er, at man handler der, hvor man har mulighed for at handle. Hvis målet er at befri sig selv for lidelse, hjælper vrede og bitterhed ikke. Man skal ikke pege indad for at bebrejde sig selv, men fordi den umiddelbare mulighed for at finde en vej ud af lidelsen ligger der.

Om ikke så længe skal der være valg i Danmark. Måske kan princippet om de to muligheder overføres til politikkens verden. For politik handler vel dybest set om bekæmpe samfundets lidelser. Jeg vil foreslå følgende ”oversættelse”: I politik peger man indad, når man har fokus på at løse problemerne. Man peger indad, når man åbent ser virkeligheden i øjnene – også når den er kompliceret og ikke kan oversættes til letforståelige valgslogans. I politik peger man udad, når man søger efter nogen, man kan give skylden. Man peger udad, når man vil løse sociale problemer med straf. Man peger udad, når man appellerer til følelser som vrede og forurettethed.

De to muligheder kan nok ikke hjælpe en til at finde frem til, hvem man skal stemme på. Men måske kan de give et fingerpeg om, hvem man IKKE skal stemme på.

Godt valg!

Det banale liv

Ah dette! Når dette udbrud dukker frem, har du fundet dig selv. Du opdager samtidig, at alle læresætningerne fra de gamle værker, der står skrevet i den buddhistiske Tripikata, de taoistiske skrifter og de konfucianistiske klassikere, ikke er andet end kommentarer til dit eget pludselige udbrud, Ah dette!

Tai-Hui

Det har taget mig mange år at nå frem til følgende ”dybe” sandhed: Livet er banalt. Livet ikke er en stor og kompliceret gåde, der skal løses før man kan komme videre med det, som jeg mente i min filosofiske ungdom. Livet handler heller ikke om ”ydre” ting – om at sætte sig mål som penge, magt og berømmelse. Livet handler om det, som ligger lige for næse af os. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis du ikke kan finde meningen HER, så finder du den aldrig. Denne påstand kan let misforstås. Det kan komme til at lyde som en naiv opfordring til at hylde de nære ting. Bare du husker at hygge med familien og lue om grønsagerne i køkkenhaven, så er alt fint. At livet er banalt, indebærer desværre ikke, at livet er nemt. Så måske er jeg nødt til at udvide min indsigt til følgende: Livet er banalt, men ofte svært. Ikke svært i betydning kompliceret, men svært i betydningen, at det gode liv ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde.

Det gode liv handler om enkle ting, og det er enkle ting, der står i vejen. Det sidste er udfordringen. Det er der, arbejdet ligger. Denne grundholdning præger min ”tolkning” af buddhismen. Buddhismen handler for mig ikke primært om at forstå verden. Buddhismen er en hjælp til at være i verden. Det vigtigste begreb i buddhismen er lidelse – dukkha. Stephen Batchelor skriver i ”After buddhism”:

Dukkha er den tragiske dimension i livet, implicit i erfaringen, fordi verden hele tiden skifter og ændrer sig til noget andet. Dukkha er livets molskala, dets bittersøde smag, dets irriterende flygtige charme, dets fascination og skræmmende ophøjethed. Dukkhas oprindelse ligger i selve strukturen i verden, ikke i en følelse som begær eller i en fejlagtig erkendelse som uvidenhed. En betinget og foranderlig verden som vores er ikke et sted, hvor vi finder varig lykke. Men desto mere åbner vi os helhjertet for og omfavner denne tragiske dimension, jo mere værdsætter vi skønheden, glæden og fortryllelsen i verden. Netop fordi den er flygtig og bestemt til at forsvinde.

Buddhismen er ikke et hurtig fiks, der med et trylleslag kan afskaffe lidelsen. Lidelse er et grundvilkår i tilværelsen. Lidelse er ikke et abstrakt begreb, der kan forklares ud fra ud fra abstrakte principper som ”begær” og ”uvidenhed”. Lidelsen er konkret og individuel. Det hjælper ikke at flygte fra lidelsen. Det handler om accept. Om at nå dertil hvor man kan se det smukke i, at håret bliver gråt og kroppen skrøbelig. Et helt centralt aspekt i at nå frem til accepten er meditation. Igen et langt citat fra Batchelor:

Meditation har sin oprindelse i det sublime i hverdagen. Jeg har ringe interesse i at opnå tilstande af vedvarende koncentration, hvor oplevelsen af sanselig rigdom er erstattet af ren introspektiv ekstase. Jeg har ingen interesse i at recitere mantraer, visualisere buddhaer eller mandalaer, have ud-af-kroppen oplevelser, læse andre folks tanker, praktisere klare drømme eller kanalisere psykiske energier gennem chakraer, endsige lade min bevidsthed blive absorberet i det ubetingedes transcendentale perfektion. Meditation handler om at omfavne, hvad der sker med denne organisme, idet det berører sit miljø i dette øjeblik.

Meditation er en øvelse i at være her. D.T. Suzuki, fra hvis bog om zenbuddhisme citatet overfor stammer, lægger meget vægt på oplysning. Men oplysning handler for Suzuki om at overvinde lidelsen i dette liv. Oplysning er den fulde evne til at være HER. Det er denne sammenhæng, udbruddet ”Ah dette” hentyder til. Efter udbruddet går livet videre som hidtil. Den oplyste ”spiser, når han er sulten og sover, når han er træt”. Forskel er alene en vished om, at det banale liv er nok.

To slags buddhisme

For godt en uge side lagde jeg link ud til en kronik, jeg har skrevet til dagbladet Information på facebooksiden ”Buddhisme i Danmark”. Artikel har titlen ”Buddhismen er en måde at bekæmpe følelsers negative indflydelse på vores liv”. Det var ikke den titel, jeg selv havde givet kronikken, men da den er nogenlunde dækkende for indholdet, gjorde jeg ikke indvendinger mod den. Jeg havde slet ikke forventet de voldsomme reaktioner, som artiklen gav anledning til. 123 kommentarer hvoraf en stor del har været meget negative (der har dog også været nogle positive og 44 likes – tak for det!).

Jeg har siden da reflekteret en del over, hvorfor en artikel, som jeg selv umiddelbart opfatter som ret uskyldig, kan afføde en så voldsom reaktion. Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at det handler om et sammenstød mellem to meget forskellige tolkninger af buddhismen.

For at gøre min fremstilling så neutral som muligt, vil jeg i den følgende tale om buddhisme 1 og buddhisme 2. Jeg vil skynde mig at melde ærligt ud, at jeg i min beskrivelse af de to former for buddhisme er stærkt inspireret af David R. Loys og Stevens Bachelors tanker. Så er kritikerne af de to herrer ligesom advaret.

Buddhismen 1 har fokus på oplysning. Buddhismen handler om at nå frem til en sandhed. Da sandheden er i fokus, er det meget vigtigt, at tolkningen er korrekt. Kun mennesker, der selv er oplyste, har sandheden og kan formidler den videre til andre.  Derfor står der i buddhisme 1 stor respekt om disse personer.

”Genfødsel” og ”karma” er helt centrale aspekter af buddhisme 1.

Buddhismen 2 har fokus på lidelse. Buddhisme 2 handler ikke primært om at nå frem til en “sandhed” men om, hvordan man takler dette liv.  Da buddhisme 2 er ”praktisk” i sit sigte og fokus er på lidelse, er det med den rigtige tolkning ikke helt så vigtigt. Det værste, der kan ske, er, at “kuren” ikke virker – hvilket naturligvis kan være slemt nok. Nirvana er i buddhisme 2 ikke et sted, man kan komme hen, og oplysning er ikke det samme som alvidenhed – begge begreber er simpelthen synonymer for lidelsens ophør.

Indenfor buddhisme 2 er der forskellige holdninger til begreber som “genfødsel” og “karma”, men de spiller ikke en så central rolle som i buddhisme 1. Buddhisme 2 handler først og fremmest om dette liv.

Buddhismen 1 og buddhisme 2 er to yderpunkter. Der er givetvis en hel del buddhister, der befinder sig et sted midt imellem.

Efter min mening giver det ikke rigtig mening af diskutere, om det er buddhisme 1 eller buddhisme 2, der er den “rigtig” buddhisme. Irriterende nok kan man i sutraerne finde belæg for begge tolkninger.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er en rendyrket tilhænger af buddhisme 2. Men jeg vil aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om tilhængerne af buddhisme 1 har ret til at kalde sig buddhister.

Jeg har en sød svigerinde, der er kristen. Da jeg fortalte om de negative reaktioner på min artikel, forstod hun dem godt. ”Husk at mennesker er meget følsomme i forhold til deres religion”. Det havde jeg nok glemt, og derfor kom reaktionerne bag på mig.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om buddhisme 2. Jeg synes, buddhismen er vigtigt som et alternativ til den måde, vi i Vesten normalt tænker og lever på.  Min oprindelig titel på kronikken var ”Hvad kan buddhismen?”. Jeg er overbevist om, at buddhismen ”kan” noget. Derimod tror jeg ikke, at verden har brug for en ”sandhed”. Men det er alt sammen naturligvis kun min egen personlige holdning.