Vi er fanget i den hedonistiske trædemølle

Forbrugssamfundets negative sider bliver stadig mere tydelige. Vi mennesker er født med begær og grådighed, men lykken ligger et helt andet sted. Vi kan lære meget af buddhismen.

Lars Steiniche. Kronik i Politiken d. 7. juli 2019

»Du må godt!«.

Reklamerne for Spangsberg-flødeboller er en sjældent ærlig appel til hedonismen. Nyd din flødebolle uden hæmninger, og sæt bare dit behov før andre. Spangsberg-flødebollen kan ses som udtryk for en trend i det moderne menneskes forbrug.

I min barndom var en flødebolle noget, man købte i plastikbakker med tolv styk. Valget stod mellem kokos eller uden kokos. I dag skal flødeboller signalere luksus og nydelse.

»Ferier, du ikke vil hjem fra«. En mand forsøger at skjule sig for rejselederen ved at gemme sig på bunden af en swimmingpool og trække vejret gennem et sugerør. Denne gamle reklame fra Spies illustrerer ganske godt det problematiske ved hedonismen.

For hvor fedt er det egentlig at sidde der på bunden af swimmingpoolen og holde krampagtigt fast i sine kufferter?

Tilbage i 1844 skrev Karl Marx, at penge er kobleren mellem menneske og behov. Mennesket var blevet en forbruger. Et væsen, der udlever sine behov ved at købe ting og ydelser. Forbrug er motoren i det moderne samfund.

I de seneste årtier er vi dog blevet stadig mere opmærksomme på de negative sider af forbrugersamfundet. Den spangsbergske hedonisme er kommet i modvind, i takt med at vi er blevet bevidste om sammenhængen mellem det stigende forbrug og den globale opvarmning.

Tegner fremtiden sig i afsavnets dystre billede, eller kan der sættes spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem forbrug og det gode liv? For i hvilket omfang bliver vi egentlig lykkelige af at forbruge?

Den populære talemåde ’lykken er ikke gods eller guld’ er en sandhed med modifikationer. Nyere resultater inden for lykkeforskning peger på, at der faktisk er en sammenhæng mellem rigdom og lykke.

Spørgsmålet er dog, om det er den øgede mulighed for forbrug, der gør rige mennesker lykkeligere. Måske handler det om en række andre fordele, der følger med at være rig.

Forskning har vist, at rige menneske er sundere og lever længere end fattige. De har generelt et mere spændende arbejde og flere muligheder for selvrealisering. De har en mere tryg tilværelse og gør sig færre bekymringer om fremtiden. Det kan være svært at isolere den betydning, forbruget har. Forbrug er den måde, det moderne menneske realiserer sine behov på. En buddhistisk vinkel på forbrug vil være at flytte fokus fra selve forbruget til motoren bag.

Den amerikanske forfatter Robert Wrights sætter i sin bog ’Hvorfor er buddhismen sand’ buddismen i relation til evolutionspsykologien.

Ifølge Wright er Rolling Stones’ gamle hit ’I can get no satisfaction’ en sørgelig præcis beskrivelse af, hvordan det er at være menneske. Mennesket er fra naturens side er skabt til at føre sine gener videre, men ikke til at være lykkeligt.

Evolutionen har indrettet det sådan, at den lyst, vi forestiller os, vi opnår, altid er lidt større end lyst, vi reelt opnår. Spangsberg-flødebollen smager bedre i vores fantasi, end når vi sætter tænderne i den.

Det er smart set fra evolutionens synspunkt, da det får os til at stræbe efter mere, men det er ikke så smart set fra det enkelte menneskes synspunkt, da det efterlader os i en tilstand af stadig frustration. Dette harmonerer med buddhismens umiddelbart besynderlige påstand om, at begær er årsag til lidelse.

Buddhismen tager udgangspunkt i begrebet dukkha – et ord, der ofte oversættes med ’lidelse’.

’Dukkha’ har dog en bredere betydning end den, vi normalt lægger i ’lidelse’. ’Dukkha’ dækker også over mindre voldsomme følelser som ubehag og utilfredshed.

Når buddhismen skal pege på årsagen til lidelse eller dukkha, handler det om de tre gifte: begær, had og uvidenhed. Buddhismen hævder, at de tre ’gifte’ er overskrifterne på det, der ligger mellem os og et lykkeligt liv. Det er her, den dybere årsag til lidelsen – dukkha – skal findes.

Men hvordan kan begær være årsag til lidelse? Når jeg ser et menneske, der kører i en stor og dyr bil, prøver jeg, om jeg kan fange hans ansigtsudtryk.

Sidder chaufføren med et stort bredt smil i ansigtet? For det burde han vel gøre, hvis det er sandt, at forbrug skaber lykke. Men det gør han nu sjældent. Chaufføren sad formodentlig med et stort bred smil i ansigtet de første gange, han var ude at køre i sin nye bil.

Men det bliver hurtigt hverdag at køre i bilen. Begær giver et større eller mindre kick, når det bliver opfyldt. Et mindre kick, hvis der er tale om at spise en flødebolle – formodentlig og forhåbentlig et noget større kick, hvis der er tale om købet af en ny bil.

Men den lystfølelse, vi får ved at tilfredsstille vores begær, er momentan.

Vi vænner os hurtigt til at køre i den nye bil. Så opstår ønsket om en nyere og større bil. Vi forstiller det kick, det vil give at køre i denne bil.

Mennesket er fra naturens side er skabt til at føre sine gener videre, men ikke til at være lykkeligt

Det er denne mekanisme, som Wright kalder for den hedonistiske trædemølle. Begær handler om at ønske sig noget.

Noget, man i sagens natur ikke allerede har. Begær er udtryk for den velkendte tankegang: Hvis jeg bare havde x, ville jeg være lykkelig. Det problematiske ved denne tankegang er, at vi kommer til at opleve vores liv som en mangel.

Det bliver skabt en kløft i tid og rum mellem os selv og nuet. Begær skaber tom tid og fravær. For hvad med den tid – det liv – der ligger mellem de kortvarige kick, som opfyldelsen af begæret udløser?

Hvis vi skal være realistiske, består vores liv for størstedelen af trivielle handlinger såsom at vaske op, børste tænder eller køre i bil til arbejdet. Jo mere vægt vi lægger på kicket, desto mere meningsløse bliver de trivielle handlinger. Det bliver grå pauser, indtil vi når frem til det næste kick.

Begær er noget, der står imellem os selv og vores fulde tilstedeværelse i livet. Jeg begærer, altså er jeg her ikke (fuldt ud). Derfor er begær årsag til lidelse. Når nutidens mennesker stædigt forsøger at købe sig til lykke, er det ikke nødvendigvis, fordi det virker særligt godt. Det er en form for autopilot, der er slået til.

Vi er af biologien og af samfundet programmeret til at følge vores begær. Spørgsmålet er, om det er muligt at skrive programmet om.

Hvis jeg på dette sted i artiklen kom med en opfordring om at leve i nuet, ville læseren formodentlig falde i søvn af kedsomhed.

En mere triviel og intetsigende kliche end den med at leve i nuet skal man lede længe efter. Buddhismen handler (bl.a.) om at være til stede i nuet. Om at flytte fokus fra at gøre det, du har lyst til, til at have lyst til det, du gør.

Men buddhismen påstår ikke, at det er nemt. Der er en årsag til, at nuet ikke er nok. Der er noget, der står i vejen. Det, der står i vejen, er alle de tanker og følelser, der drøner rundt inde i vores hoveder. Det, som buddhismen kalder vores ’monkey mind’, fordi det i den såkaldte årsagskæde illustreres med en abe, der rastløs hopper rundt i trækronerne.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor rart det ville være at få fred for abehjernen. Prøv at forestille dig, at du ikke bekymrede dig om fremtiden og ikke grublede over fortiden. Forestil dig, at du aldrig var bange, ængstelig, ærgerlig, bitter og vred. Det er let at indse, at bekymring over fremtiden og grubleri over fortiden står i vejen. Spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at slippe tankerne.

Ifølge Robert Wright og evolutionspsykologien er det følelser, der er drivkraften bag tankermylderet. Følelsernes funktion er set med evolutionens øjne at lede vores adfærd hen mod de ting, som kan sikre, at vores gener lever videre i den næste generation.

Det er ting som at spise, at have sex, at søge andre menneskers anerkendelse og at skaffe sig af med fjender. Når følelserne bliver et problem for det moderne menneske, hænger det for det første sammen med det, jeg allerede været inde på: at mennesket fra naturens side er skabt til at føre sine gener videre, men ikke til at være lykkelige. Vi når aldrig frem til at blive ’mætte’ – hver Spangsberg-flødebolle giver os blot lyst til en mere.

For det andet hænger det sammen med, at de følelsesmoduler, som evolutionen har udstyret os med, er skabt til et liv som jæger-samler og ikke til et liv i en moderne virkelighed. Sammenstødet mellem jæger-samler-hjernen og den moderne virkelighed skaber følelser, der er ude af proportion.

For jæger-samleren var det altafgørende at opnå anerkendelse fra de mennesker, man levede sammen med. Det var forholdsvis nemt – for de var altid lige i nærheden, og man kendte dem godt. I den moderne virkelighed, hvor vi konstant bliver konfronteret med nye mennesker, er behov for anerkendelse et af de væsentligste årsager til angst.

Vi identificerer os med vores tanker og følelser – vi oplever følelserne som vores. Men måske er det mere korrekt at sige, at tanker og følelser er noget, der sker med os.

Bevidstheden er ifølge Wright ikke en instans, der styrer, men et lærred, hvor følelsernes film fremvises. Vi styrer ikke vores følelser, de styrer os. At skrue ned for abehjernen handler derfor at finde en metode, der kan modvirke følelsernes kontrol over os.

Her kommer buddhismens væsentligste teknik, meditation, på banen. Et af målene med meditation er at træne sig i at være i det, der er, og ikke gå med på ønsket om noget andet. Det er en teknik til at stoppe abehjernen, så der så bliver plads til nuet. Men meditation er ikke et hurtigt fiks. Det er et langt og hårdt arbejde.

Det bedste måltid, jeg nogensinde har indtaget, var hverken en Spangsberg-flødebolle eller et gourmetmåltid på en michelinrestaurant, det bestod af havregrød strøet med kanel og sveskesovs som tilbehør.

Det var mit faste morgenmåltid på et 10-dages meditationsophold, som jeg deltog i for et par år siden. På dette ophold var der sørget for at lukke af for alle abstraktioner.

Kurset startede med, at man underlagde sig en ’Code of discipline’, hvor man afstod fra at dræbe (hvilket blev tolket som at spise kød), at stjæle, seksuel aktivitet, at lyve (hvilket blev udmøntet i et 10i-dages tavshedsløfte – så var man fritaget for muligheden for at lyve!) og at indtage gift (alt fra alkohol til cigaretter).

Kvinder og mænd levede under kurset strengt adskilt. Under meditation sad kvinder og mænd i hver sin del af meditationshallen, og når man gik tur i den lille skov, der hørte til stedet, var der et tov mellem den del af skoven, hvor kvinder måtte opholde sig, og den del, hvor mænd måtte opholde sig.

Man mediterede i meditationshallen ca. 10 timer hver dag. Resten af tiden var man overladt til sit eget selskab. Det var ikke tilladt at læse eller at skrive.

Således overladt til sig selv og sine tanker skulle man tro, at abehjernen fik fri spil. Men der skete det modsatte.

Abehjernen faldt langsomt til ro, og jeg kunne mod slutningen af opholdet veltilfreds tilbringe en eftermiddag med se på grenene på træet uden for vinduet, der stille bevægede sig i vinden. Det, jeg erfarede under opholdet, var følgende sammenhæng: Jo mindre der er at opleve, desto mere intenst oplever man det, der er.

Det var derfor, havregrøden smagte så fantastisk. Meditationsopholdet var en intens træning i at være til stede. En mulighed for at erfare, at mere ikke nødvendigvis er bedre.

Ifølge Thich Nhat Hanh handler livet i bund og grund om at vaske op for at vaske op

Spangsberg-flødebollen med den tykke bund, det tykke lag chokolade og de mange forskellige smagsvarianter er symbolsk for den måde, nutidens menneske forbruger på. Fokus er på mere.

’Nydelse’ er et mantra for det moderne menneske. Et andet mantra er ’oplevelse’. I bund og grund handler de to mantraer om det samme: at søge et stadigt større kick, hvor vores sanser fyldes, så de er ved at sprænges.

Problemet er, at der til stadighed skal mere til. Derfor kan bilen ikke få udstyr nok. Wellnesscentrene kan ikke blive store nok. Rejsemålene kan ikke blive eksotiske nok. Det underlige er – set med buddhistiske øjne – at denne jokken rundt i den hedonistisk trædemølle sættes lig med frihed.

I starten af artiklen stillede jeg spørgsmålet, om fremtiden tegner sig i afsavnets dystre billede, eller om der kan sættes spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem forbrug og det gode liv? Spørgsmålet kan stilles endnu enklere: Er lyst lig med frihed?

Er vi fri, når vi gør det, vi har lyst til, eller er vi fri, når vi har lyst til det, vi gør?

En af de vigtigste nulevende tolkere af den buddhistiske lære er den vietnamesiske munk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh. Han bruger i sin lille bog ’Åndsnærværets mirakel’ opvask som eksempel.

De fleste mennesker hader at vaske op og vil have opvasken overstået så hurtigt som muligt, så man kan komme frem til at lave noget mere spændende. Men ifølge Thich Nhat Hanh handler livet i bund og grund om at vaske op for at vaske op.

Hvis vi under opvasken kun tænker på den kop te, der venter os, og således skynder os at få opvasken overstået, som var det kedeligt, vasker vi ikke op for at vaske op. Og i øvrigt er vi i så fald ikke i live i den tid, vi vasker op.

Vi er faktisk fuldstændig ude af stand til at virkeliggøre livets mirakel, mens vi står ved vasken.

Frihed er at være i stand til at vaske op for at vaske op. Det er noget, man kan øve sig i og blive bedre til.

I takt med at man bliver bedre til det, falder behovet for luksusbiler og Spangsberg-flødeboller. Tvangen i den hedonistisk trædemølle bliver brudt.