Pligt til at være lykkelig

”Du siger, at du elsker ham, men hvis du ikke forstår hans forhåbninger, hans behov, hans udfordringer, er han i et fængsel kaldet kærlighed.”

Thich Nhat Hahn

Jeg er netop blevet færdig med at læse Leonora Christina Skovs bog ”Den, der lever stille.” Bogen rørte mig dybt. Den handler om at springe ud som homoseksuel, men den handler i lige så høj grad om et problematisk forhold mellem barn og forældre. Og indirekte siger den en hel masse om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I starten af bogen tænker Leonora tilbage på forældrenes reaktion på hendes beslutning om at læse litteraturvidenskab. Hun forestiller sig følgende ”dialog” med forældrene:

– Hvad DU kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtig?

– Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende.

At være genstand for en kærlighed, der ofrer sig, kan være en stor belastning. ”Jeg gør det for din skyld!” er ord, der mere emmer af skyld og bebrejdelser end af kærlighed.  Leonoras forældre har ingen forståelse for det selviske i deres kærlighed. De var ikke i tvivl om, at alt hvad det gjorde, gjorde de for hendes skyld. Men de udviste aldrig noget ønske om at forstå det menneske, de hævdede, at de elskede. Thich Nhat Hahn skriver:

”Uden forståelse er din kærlighed ikke sand kærlighed. Du skal se dybt for at se og forstå behovene, forhåbningerne og lidelserne hos den, du elsker.”

Vi vil det bedste for de mennesker, vi er tæt på. Men desværre sker det alt for ofte, at vi i vores bestræbelser på at gøre det bedste for andre kommer til at gøre fortræd. Vi kan kun gøre det bedste for et andet mennesker, hvis vi er i stand til at rumme det andet menneske, som det faktisk er. At elske et andet mennesker er at se det andet menneske. At se det, som det er og ikke som vi ønsker, det skal være. Men hvad forhindrer os i at se et andet menneske?

Leonoras mor var uden tvivl et meget ulykkeligt menneske. Måske er det her, vi skal finde forklaring på hendes manglende evne til at ”se” datteren. Leonoras mor ønskede ikke, at hendes datter skulle opleve de samme dårlige ting, som hun selv havde oplevet i sin opvækst. Men netop dette ønske gjorde hende blind for, at datterens behov, ønsker til livet og udfordringer i livet var nogle andre, end hendes egne. Måske var det hendes egen lidelse, der forhindrede hende i at elske datteren, som det menneske, hun er.

Buddha var fuld af medfølelse med alle levende væsener, men han sad et lille smil omkring munden. Buddha smiler, fordi han kender vejen ud af lidelsen. Men han smiler også, fordi han ved, at hans egen ulykke ikke vil hjælpe andre. Vi hjælper ikke andre mennesker ved selv at være ulykkelige. Et lykkeligt menneske har mere overskud til at forstå og rumme det mennesker, det har overfor os. For vores nærmeste skyld har vi pligt til at prøve at være lykkelige mennesker.

/Lars Steiniche

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *