Målet med livet er i dag

Langt senere, da han blev i stand til at gennemtænke de ting, der hændte ham, kom han til den slutning, at intet var virkeligt undtagen tilfældet.

Paul Auster

Waking up this morning, I smile.

Twenty-four brand new hours are before me.

I wow to live fully in each moment

and to look at al beings with the eyes of love.

Thich Nhat Hahn

De to citater står i en skærende kontrast til hinanden. Det første citat er hårdt som stål – det andet er blødt som en edderdunsdyne. Det første citat er så pessimistisk, at det næsten er uudholdeligt – det andet citat er så optimistisk, at det næsten er uudholdeligt. Alligevel passer de to citater fint sammen inde i mit hoved. De udtrykker på hver sin måde den samme sandhed.

Det øverste citat stammer fra Paul Austers roman ”En by af glas”. ”En by af glas” handler om en person, der i sine bestræbelse på at finde en mening med de begivenheder, han kastes ud i, ender med at gøre sit liv meningsløst. Hovedpersonen Daniel Quinn kæmper en heroisk kamp mod tilfældet og meningsløsheden – og taber.

”En by af glas” vrimler med historiefortællere. Når man fortæller en historie, forsøger man at skabe mening i ”stof”, som livet består af. Ellers bliver det ikke en god historie. Men alle gode historier er dybest set løgn. Livet går ikke op. De enkelte begivenheder samler sig ikke med nogen nødvendighed til et meningsfuldt hele. Livet er fuldt af løse ender.

Vi kan bruge megen energi på at få livet til at gå op. På at få vores liv til at forme sig som en god historie. Hvornår er man i mål med livet? Hvornår har man fået skabt sig en meningsfuld tilværelse? Mens man funderer over dette, opdager man en dag, at spørgsmålet nu skal stilles i datid. Hvornår VAR jeg i mål med livet? Fik jeg nogensinde skabt mig en meningsfuld tilværelse? Derfor bruger man nu energi på at ærgre sig over livets løse ende. De ting, som man ikke lykkedes med. De ting som ikke helt gik, som man havde forestillet sig. De ting, som man ikke rigtig nåede at nyde, fordi man havde så travlt med målene.

Det er så her Thich Nhat Hahn citatet kommer ind i billedet: Drop historierne og koncentrer dig om nuet i stedet. Det er budskabet. Det eneste, der tæller, er det, der sker lige nu og her. Historierne står blot i vejen for livet. Problemet – det som umiddelbart gør citatet uudholdeligt optimistisk – er, at det lyder let. Det er det ikke. Historierne trænger sig konstant på. Meditation er en metode til at standse historierne inde i ens hoved. Det er en metode, som virker, men det er en metode, som kræver hårdt arbejde. Det er ikke hurtigt og nemt fiks.

Hvad var det så for en sandhed, som de to citater var fælles om? Titlen på dette indlæg: At målet med livet er i dag. At der ikke er andet, og at det – hvis man arbejde målrettet på det – kan vise sig at være nok.

Pligt til at være lykkelig

”Du siger, at du elsker ham, men hvis du ikke forstår hans forhåbninger, hans behov, hans udfordringer, er han i et fængsel kaldet kærlighed.”

Thich Nhat Hahn

Jeg er netop blevet færdig med at læse Leonora Christina Skovs bog ”Den, der lever stille.” Bogen rørte mig dybt. Den handler om at springe ud som homoseksuel, men den handler i lige så høj grad om et problematisk forhold mellem barn og forældre. Og indirekte siger den en hel masse om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I starten af bogen tænker Leonora tilbage på forældrenes reaktion på hendes beslutning om at læse litteraturvidenskab. Hun forestiller sig følgende ”dialog” med forældrene:

– Hvad DU kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtig?

– Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende.

At være genstand for en kærlighed, der ofrer sig, kan være en stor belastning. ”Jeg gør det for din skyld!” er ord, der mere emmer af skyld og bebrejdelser end af kærlighed.  Leonoras forældre har ingen forståelse for det selviske i deres kærlighed. De var ikke i tvivl om, at alt hvad det gjorde, gjorde de for hendes skyld. Men de udviste aldrig noget ønske om at forstå det menneske, de hævdede, at de elskede. Thich Nhat Hahn skriver:

”Uden forståelse er din kærlighed ikke sand kærlighed. Du skal se dybt for at se og forstå behovene, forhåbningerne og lidelserne hos den, du elsker.”

Vi vil det bedste for de mennesker, vi er tæt på. Men desværre sker det alt for ofte, at vi i vores bestræbelser på at gøre det bedste for andre kommer til at gøre fortræd. Vi kan kun gøre det bedste for et andet mennesker, hvis vi er i stand til at rumme det andet menneske, som det faktisk er. At elske et andet mennesker er at se det andet menneske. At se det, som det er og ikke som vi ønsker, det skal være. Men hvad forhindrer os i at se et andet menneske?

Leonoras mor var uden tvivl et meget ulykkeligt menneske. Måske er det her, vi skal finde forklaring på hendes manglende evne til at ”se” datteren. Leonoras mor ønskede ikke, at hendes datter skulle opleve de samme dårlige ting, som hun selv havde oplevet i sin opvækst. Men netop dette ønske gjorde hende blind for, at datterens behov, ønsker til livet og udfordringer i livet var nogle andre, end hendes egne. Måske var det hendes egen lidelse, der forhindrede hende i at elske datteren, som det menneske, hun er.

Buddha var fuld af medfølelse med alle levende væsener, men han sad et lille smil omkring munden. Buddha smiler, fordi han kender vejen ud af lidelsen. Men han smiler også, fordi han ved, at hans egen ulykke ikke vil hjælpe andre. Vi hjælper ikke andre mennesker ved selv at være ulykkelige. Et lykkeligt menneske har mere overskud til at forstå og rumme det mennesker, det har overfor os. For vores nærmeste skyld har vi pligt til at prøve at være lykkelige mennesker.

/Lars Steiniche

Det onde

”Historically, one of the main causes of evil has been our attempts to destroy evil, or what has been understood as evil.”

David R. Loy

Pave Frans har for får år siden anerkendt den internationale forening for eksorcister. I Danmark praktiseres eksorcisme af den katolske kirke næstøverste myndighedsperson Lars Messerschmidt. ”Det onde får mere og mere magt”, udtaler han i en artikel i Berlingske. Som eksempel på de mange ansigter djævelen kan tage nævner han: ”New age. Okkultisme. Alternative behandlingsformer. Fremmede kulturers religioner med f.eks. voodoo-forbandelser, der planter det onde i et menneske uden dennes viden, og som derfor må til eksorcist for at blive befriet.”

Jeg var blot 10 år gammel da filmen ”Eksorcisten” kom frem, og derfor for ung til at se den. Men jeg husker tydeligt den ”hype”, der var omkring den. Der var historie fremme om, at mennesker var psykotiske af at se filmen. Pigen, der spillede hovedrolle, måtte ikke se den, da det kunne være traumatisk for hende. Det skulle være den mest skræmmende film nogensinde.

Jeg var derfor en smule beklemt, da jeg ca. 20 år senere besluttede mig for at se filmen. Jeg blev temmelig ”skuffet”. Jeg har set film, som har skræmt mig langt mere, end ”Eksorcisten” gjorde. Forklaringen er simpel. Jeg tror ikke på det onde, som en selvstændig kraft eller magt. Ifølge buddhismen er ”godt” og ”ondt” blot ord, vi putter på verden og ikke noget, der eksisterer i selv. Det er ikke objektive kræfter i verden, men en del af vores subjektive måde at opfatte verden på. En tro på det onde – på djævelen, satan eller hvad nu vælger at kalde ”ham” – er forudsætningen for, at en film som ”Eksorcisten” virker på én. Hvis man ikke tror på det onde, så er ”Eksorcisten” blot en gyserfilm som mange andre.

Troen på det onde som en selvstændig kraft eller magt er ikke forbeholdt den katolske kirke. Det absolutte skel mellem det gode og det onde gennemsyrer vestlig tankegang. Jeg blev selv temmelig chokeret da for år tilbage talte med en i øvrigt meget flink og ”moderne” præst, og han afslørende, at han var fuldt overbevist om, at det onde fandtes.

Troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk af to årsager. Den pågældende præst var temmelig fatalistisk i forhold til at afskaffe det onde. Når man forestiller sig det onde som en objektiv magt, er det svært at forestille sig, at man kan gøre noget ved det. Ondskaben findes, fordi det onde findes. Troen på det onde som en selvstændig magt står så at sige i vejen for, at man forsøger at finde en forklaring på, hvorfor mennesker begår onde handlinger.

Dette fører til forestillingen om, at ondskab ikke skal forstås, men bekæmpes. Derved er vi fremme ved den anden årsag til, at troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk. ”Det onde” har en ulyksalig tendens til at forvandle sig til ”de onde”. Som Loy hævder, så er mange af de alvorligste forbrydelser i menneskehedens historie begået af folk, som hævdede at ville bekæmpe ”det onde” i form af ”de onde”. Når Hitler ville udrydde jøder, romaer og homoseksuelle var det fordi, de i hans forskruede verdensbillede repræsenterede ”det onde”. Den ulykkelige konsekvens af at ville udrydde ondskaben er mere ondskab.

Indsigt er den eneste måde at bekæmpe ondskab på. Buddhismen tror hverken på, at mennesket er ondt eller godt. Det, vi benævner ”det gode” og ”det onde”, findes som muligheder i os. Vi kan lade vores handlinger motiveres af de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed eller af deres modsætninger: Generøsitet, kærlighed og visdom. Buddhismen tror på, at vi gennem indsigt kan komme til at leve på en måde, der er til gavn både for os selv og for resten af verden. Modsætningen god/ond er i buddhismen erstattet af modsætningen uvidenhed/visdom. Hitler var utvivlsomt verdenshistoriens største forbryder, men han var også et dybt plaget menneske, der ikke selv var i stand til at forbinde det had, der styrede alle han handlinger, med de traumer mishandlinger i hans barndom og fiaskoerne i hans ungdom havde påført ham. Ondskab er mangel på indsigt. Etik handler ikke om at bekæmpe det onde, det handler om indsigt.