Dompappeparret: Om at slippe

Hvis vi aldrig laver vores sind fæstne sig ved noget, vil vi opnå oplysning. Af denne årsag er ikke-tilknytning vores grundlæggende princip.

Hui-neng

Forleden dag så jeg et dompappepar i træerne uden for mit vindue. Dompappen er så absolut min yndling blandt havens fugle. Den er så smuk, med sine klare skarp adskilte farve. Det sker måske en eller to gange hvert år, at jeg ser dompapper i vores have, så det er en begivenhed hver gang. Da jeg så dompappeparret sidde i træet, fyldtes jeg med et ønske om, at synet skulle vare ved. Og faktisk blev dompappeparret siddende i ret lang tid i træet. Så lang tid, at jeg egentlig fik set mig mæt og havde lyst til at flytte øjnene fra fuglene og gå videre med det, jeg havde gang i. Men det følte jeg ikke, jeg kunne, for hvornår fik jeg et dompappepar at se igen? Så fløj fuglene og jeg sad tilbage med spørgsmålet, om det egentlig var lykkedes mig at nyde synet af dompappeparret?

Ikke-tilknytning er et af de helt centrale begreber i buddhismen. Ikke-tilknytning handler om at kunne acceptere, at virkeligheden er i en tilstand af konstant forandring. Det, der står i vejen for denne accept, er vores trang til at ville fastholde. I mit lille eksempel var det netop ønsket om at fastholde, der stod i vejen for, at jeg kunne nyde synes af dompappeparret. Jeg havde for travlt med at ønske, at øjeblikke skulle vare ved.

Citatet fra Hui-neng handler om ikke-tilknytning. Umiddelbart kan det virke lidt skræmmende – som en opfordring til at alting glide forbi os og være ligeglade. Ikke-tilknytning uden kærlighed er ligegyldighed. Ikke-tilknytning med kærlighed er evnen til at kunne slippe.

Min ”lille” datter fylder snart 15 og er blevet en teenager i fuldt flor. Jeg føler, at det var i går, at vi en sen nat drønede afsted mod fødselsafdelingen. Og det nostalgiske gen i mig kan godt savne det barn, som ikke længere er der. Men hvis jeg virkelig elsker min datter, må jeg ikke blot være i stand til at acceptere, at hun ikke forbliver den samme, men også være i stand til at glæde mig over den udvikling, hun gennemgår. Nyde at se hvordan personlighed vokser frem, hvordan hun danner sine egne meninger – frem for at nostalgisk at længes tilbage mod barnet.

“If you love somebody, set them free” – sang Sting.  Den buddhistiske version kunne lyde: Hvis du elsker nogen, så accepter, at de forandrer sig. Trangen til at fastholde hænger sammen med trange til at besidde. En sådan kærlighed er i bund og grund egoistisk.

Ikke-tilknytning er evnen til at kunne slippe. Det er evner til glad at acceptere altings stadige forandring. Det er evnen til at se livet som en proces og som noget, der større end en selv. Og så er det hamrende svært at praktisere. Jeg ved alle disse ting med intellektet, men jeg er langt fra nået dertil, at jeg også lever dem fuldt ud. Mens jeg skriver dette, er dompapperne tilbage i busken foran mit vindue. Først kom hannen, sad lidt og nippede til nogle grene og forsvandt så. Så dukkede hunnen op. Jeg tvinger blikket tilbage til skærmen og skriver videre. Og mens jeg skriver, er de naturligvis begge to væk igen.


Dette blogindlæg har tidligere været udgivet på min blog på Facebook. På Facebook har jeg i denne uge skrevet et blogindlæg, der handler om en diskussion, der foregår der. Denne diskussion er ikke så relevant for dem, der finder min blog via hjemmesiden. Derfor har jeg valgt at lægge et ”gammelt” indlæg ud på hjemmesiden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *