Moderne karma og reinkarnation

Sammenlignet med den fint detaljerede beskrivelse af fremkomsten af liv fra Big Bangs singularitet, galaksernes svimlende udstrækning i det ekspanderende univers, den fantastiske udfoldelse af myriader af livsformer fra enkeltcellede organismer og den sublime kompleksitet af den menneskelige hjerne forekommer teorien om reinkarnation og karma grov og forenklet.

Stephen Batchelor

Ingen tanke opstår ud af et tomrum, og det gælder heller ikke den tankerevolution, som Buddha skabte i det nordlige Indien ca. 500 f.v.t. Kun få i menneskehedens historie har formået at tænke virkeligt nyt. Buddha var en af dem. Men han måtte som alle andre formulere sin nye indsigt med udgangspunkt i det eksisterende tankeunivers.

Når man på Buddhas tid skulle forklare, hvorfor noget sker, var det lige så naturligt at henvise til karma og reinkarnation, som det er for os at henvise til evolution og tyngdekraft. Karma og reinkarnation er ikke buddhistiske opfindelser. Det var tanker, som lå i tiden. Karma og reinkarnation var den tids årsag/virkning og vel at mærke den eneste ”teori” om årsag/virkning, man havde.

Det positive ved karma og reinkarnation er, at det sætter individet i relation til helheden. Det er forestillinger, der understreget menneskets forbundethed med verden og dermed det ansvar, vi hver især har ikke bare for os selv med også den virkelighed, vi er en del af. Dette aspekt af karma og reinkarnation er det naturligvis vigtigt at holde fast i.

Karma og reinkarnation var en selvfølge for jernalderens menneske, når det skulle forklare verden. Men det er ikke en selvfølge for det moderne vestlige menneske. Det moderne vestlige menneske kan ikke overtage jernalderens forestilling om karma og reinkarnation uden at komme i modstrid med grundstenene i vores egen verdensbillede.

Den moderne videnskab er ikke leveringsdygtig i absolutte og eviggyldige sandheder om verden. Det er ikke sådan, videnskaben fungerer. Videnskaben giver os konkrete svar på konkrete spørgsmål indenfor afgrænsede områder af virkeligheden. Svar der kun gælder, indtil videnskaben finder frem til nye svar. I buddhistisk terminologi hører videnskab ind under det, man kalder ”relativ” sandhed. Men da den relative og den absolutte sandhed handler om den samme virkelige, skulle de to sandheder helst harmonere med hinanden. Hvis der er noget i den traditionelle udlægning af buddhistiske lære, der er i lodret modstrid med nogle af videnskabens grundantagelser, er der god grund til at udvise skepsis.

Karma er et begreb, som kan udlægges på forskellig vis. Hvis det bruges som et alternativ til Vestens årsag/virkning, har jeg ikke så meget at indvende mod begrebet. Men i den traditionelle udlægning er karma mere end blot et andet ord for årsag/virkning. Karma er i den traditionelle udlægning lig med en forestilling om en indbygget retfærdighed i verden. Denne forestilling strider mod et af grundprincippet i den moderne videnskab: At søge en naturlig forklaring. En forklaring der tager udgangspunkt i det, vi i en eller anden forstand kan iagttage. En indbygget retfærdighed kan kun komme fra en instans uden for den ”synlige” verden. Den moderne videnskab har ikke brug for en ekstern instans i sin beskrivelse af årsag/virkning. Den søger at forklare verden ud fra verden selv. En indbygget retfærdighed er en påstand, det er svært at finde nogen som helst belæg for. Det er samtidig en påstand, som har nogle meget tvivlsomme etiske konsekvenser. Hvis karma tolkes som en påstand om indbygget retfærdighed, kan det paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre uretfærdighed. Alle de uhyrligheder, der kan overgå mennesker, kan tilskrives deres karma. Folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom: Det kan alt sammen forklares med dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som en konsekvens af god karma. Karma kan således bruges som et argument for at bevare status quo (og ér blevet brugt sådan).

Reinkarnation og karma hænger i den traditionelle tolkning uløseligt sammen. Det er i kraft af reinkarnation, at den indbyggede retfærdighed kan realiseres. En – set med mine øjne – lidt bekvem måde at omgå den indlysende sandhed, at det i dette liv ikke altid går de gode godt og de onde ondt. Det store – og i mine øjne ubesvarede – spørgsmål med hensyn til reinkarnation er, hvad det mere præcist er, der genfødes. Videnskaben har i de seneste år fået en stadig større viden om, hvordan den mest komplekse struktur vi kender i universet – den menneskelig hjerne – fungerer. Men det betyder ikke, at videnskaben har fået styr på, hvad bevidsthed er for en størrelse. Jeg hævder ikke at hjerne og bevidsthed er det samme, og jeg har ikke lige en løsning parat på det klassiske sjæl/legeme-problem der så længe har plaget den vestlige filosof. Men jeg vil hævde, at de to ting er uløseligt forbundet. I en eller anden forstand, som vi endnu ikke har fået svar på, og som vi måske aldrig vil få svar på, er hjerne og bevidsthed ét. Når ens hjerne forsvinder, forsvinder bevidstheden også og ikke mindst – ”jeg” forsvinder.

Den sidste sammenhæng har jeg oplevet på min egen krop. For godt 25 år siden fik jeg meningitis – betændelse i hjernen. Da jeg kom bevidsthed efter at have ligget nogle dage i koma, kunne jeg intet huske. Kun langsomt dukkede min erindring op igen. De første uger efter jeg var kommet nogenlunde til mig selv, var hele det forudgående år borte. Jeg havde været på interrail, jeg havde afslutte min uddannelse som cand. mag, og det var alt sammen væk. Oplevelsen var skræmmende også på et eksistentielt plan. For når hukommelsen er væk, fordi hjerne ikke fungerer, er ”jeg” også væk. I dag kan jeg som buddhist tolke min oplevelse som en glimrende illustration af en af buddhismens grundtanker – nemlig den, at vi ikke har permanent ”jeg”. Jeg oplevede ikke noget skel mellem ”mig” og min hukommelse. Det var et reelt stykke af mig selv, der var borte, idet min erindring var borte.  Dengang var det først og fremmest denne tanke, der stod lysende klart for mig: ”Jeg” er min hjerne. At miste sin erindring, fordi hjerne ikke fungere, er at miste sig selv.

Det positive ved karma og reinkarnation er som nævnt den forestilling om alting sammenhæng, som de to begreber også er udtryk for. Men har vi i den moderne verden brug for karma og reinkarnation til at vise, at verden hænger sammen – at den udgør en helhed? Den moderne videnskab har i stadig stigende grad fået øjnene op for sammenhæng. Evolution, big bang og – på en lidt trist baggrund – klimaforskning er hver på deres måde teorier, der viser, at alting er forbundet med hinanden. Videnskab udgør derfor det moderne alternativ til karma og reinkarnation.

Buddha var en pragmatisk tænker. Han var ikke specielt interesseret i ”metafysik”. Det, der primært optog ham, var lidelse, og hvordan man bekæmper den. Karma og reinkarnation er ikke det nye revolutionerende i Buddhas lærer – det er det ”medie”, han udtrykker sine tanker i. For mig at se kan man som moderne vestlig buddhist med sindsro droppe karma og reinkarnation. Alt det vigtig – alt det der kan gøre en forskel i vores liv – vil stadig stå tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.