Selv det bedst tænkelige økonomiske og politiske system kan ikke forventes at fungere, hvis menneskene inden for dette system fortsat er motiveret af grådighed, aggression og uvidenhed – de “tre brande” eller “tre gifter”, som buddhismen opfordrer os til at omdanne til deres mere positive modstykker: Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom.
David R. Loy
Vi danskere er – for en stor del med rette – stolte af vores politiske system. Vores demokrati er velfungerende. Der er næsten ingen korruption. Vi har en grundfæstet ytringsfrihed. Og afstanden mellem politikerne og de almindelige borgere er – alt anden lige – langt mindre hos os end i andre lande. Trods disse gode ting er jeg personligt temmelig deprimeret over tingenes tilstand i dansk politik. Sagt på jævnt dansk så forekommer det mig, at det ikke er generøsitet, kærlig-venlighed og visdom, der præger dansk politik lige nu.
Buddha levede i jernalderen. Sutraerne tager udgangspunkt i det samfund, der eksisterende dengang – et samfund, hvor de problemstillinger, der kendetegner det moderne samfund, slet ikke fandtes endnu. Derfor kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved, om det giver det mening at bruge buddhismen i forhold til nutidens politisk spørgsmål. Mit svar er enkelt: Det skal give mening! Buddhisme er ikke spirituelt navnepilleri. Buddhismen er en måde er være i verden på. Det giver ikke mening at spænde buddhismen for nogen bestemt politisk vogn. Men det skal give mening med udgangspunkt i en buddhistisk livsopfattelse at forholde sig til nutidens virkelighed, herunder den politiske virkelighed.
I stedet for at komme med nogle svar, vil jeg stille en nogle spørgsmål. Jeg vil tage udgangspunkt i det tema i den politiske debat, som gør mig allermest deprimeret: Flygtningen og indvandre-debatten. Og jeg vil stille mine spørgsmål med udgangspunkt i de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed. Mine spørgsmål lyder som følger:
Når en del af befolkningen konstant bliver mistænkeliggjort og udråbt som problem, og som en konsekvens heraf bliver gjort til genstand for lovgivning, hvis eneste praktiske formål er at gøre livet så surt som muligt for denne befolkningsgruppe – er det så ikke: Had? (Tænk: Burkaforbud, ghettoplan, lagkagefejring).
Når love gang på gang bliver vedtaget, ikke fordi man har nogen sikker grund til at antage, at de har nogen gavnlig virkning i forhold til de problemer, de vedrører, men alene på grund af deres symbolværdi, fordi de får politikerne til at fremstå som handlekraftige – er det så ikke: Uvidenhed?
Og når politikerne gør alt det, fordi deres spindoktorer med udgangspunkt i analyser af vælgermassen har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan sikre sig magten – er det ikke: Grådighed?
The answer my friend…
Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom handler om at være for noget for nogen. Lidelse er omdrejningspunktet for buddhismen og må også være det for en buddhistisk begrundet stillingtagen til politiske spørgsmål: Hvordan bekæmper vi lidelse i samfundet? Jeg savner i den grad positive visioner i dansk politik.