To slags buddhisme

For godt en uge side lagde jeg link ud til en kronik, jeg har skrevet til dagbladet Information på facebooksiden ”Buddhisme i Danmark”. Artikel har titlen ”Buddhismen er en måde at bekæmpe følelsers negative indflydelse på vores liv”. Det var ikke den titel, jeg selv havde givet kronikken, men da den er nogenlunde dækkende for indholdet, gjorde jeg ikke indvendinger mod den. Jeg havde slet ikke forventet de voldsomme reaktioner, som artiklen gav anledning til. 123 kommentarer hvoraf en stor del har været meget negative (der har dog også været nogle positive og 44 likes – tak for det!).

Jeg har siden da reflekteret en del over, hvorfor en artikel, som jeg selv umiddelbart opfatter som ret uskyldig, kan afføde en så voldsom reaktion. Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at det handler om et sammenstød mellem to meget forskellige tolkninger af buddhismen.

For at gøre min fremstilling så neutral som muligt, vil jeg i den følgende tale om buddhisme 1 og buddhisme 2. Jeg vil skynde mig at melde ærligt ud, at jeg i min beskrivelse af de to former for buddhisme er stærkt inspireret af David R. Loys og Stevens Bachelors tanker. Så er kritikerne af de to herrer ligesom advaret.

Buddhismen 1 har fokus på oplysning. Buddhismen handler om at nå frem til en sandhed. Da sandheden er i fokus, er det meget vigtigt, at tolkningen er korrekt. Kun mennesker, der selv er oplyste, har sandheden og kan formidler den videre til andre.  Derfor står der i buddhisme 1 stor respekt om disse personer.

”Genfødsel” og ”karma” er helt centrale aspekter af buddhisme 1.

Buddhismen 2 har fokus på lidelse. Buddhisme 2 handler ikke primært om at nå frem til en “sandhed” men om, hvordan man takler dette liv.  Da buddhisme 2 er ”praktisk” i sit sigte og fokus er på lidelse, er det med den rigtige tolkning ikke helt så vigtigt. Det værste, der kan ske, er, at “kuren” ikke virker – hvilket naturligvis kan være slemt nok. Nirvana er i buddhisme 2 ikke et sted, man kan komme hen, og oplysning er ikke det samme som alvidenhed – begge begreber er simpelthen synonymer for lidelsens ophør.

Indenfor buddhisme 2 er der forskellige holdninger til begreber som “genfødsel” og “karma”, men de spiller ikke en så central rolle som i buddhisme 1. Buddhisme 2 handler først og fremmest om dette liv.

Buddhismen 1 og buddhisme 2 er to yderpunkter. Der er givetvis en hel del buddhister, der befinder sig et sted midt imellem.

Efter min mening giver det ikke rigtig mening af diskutere, om det er buddhisme 1 eller buddhisme 2, der er den “rigtig” buddhisme. Irriterende nok kan man i sutraerne finde belæg for begge tolkninger.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er en rendyrket tilhænger af buddhisme 2. Men jeg vil aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om tilhængerne af buddhisme 1 har ret til at kalde sig buddhister.

Jeg har en sød svigerinde, der er kristen. Da jeg fortalte om de negative reaktioner på min artikel, forstod hun dem godt. ”Husk at mennesker er meget følsomme i forhold til deres religion”. Det havde jeg nok glemt, og derfor kom reaktionerne bag på mig.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om buddhisme 2. Jeg synes, buddhismen er vigtigt som et alternativ til den måde, vi i Vesten normalt tænker og lever på.  Min oprindelig titel på kronikken var ”Hvad kan buddhismen?”. Jeg er overbevist om, at buddhismen ”kan” noget. Derimod tror jeg ikke, at verden har brug for en ”sandhed”. Men det er alt sammen naturligvis kun min egen personlige holdning.

Al den vrede

Overvind vrede med mildhed,/overvind det onde med det gode,/overvind smålighed med gavmildhed/og løgnagtighed med sandfærdighed

Dhammapada

Det er ved at være en del år siden, at jeg var en teknologisk firstmover. Derfor har jeg først for nyligt fået øjnene (eller rettere sagt ørerne) op for Podcastens verden. Nu er jeg hooket. Hvilken fantastisk ting. Man kan gå tur med hunden og samtidig blive klogere på verden. Forleden aften hørte jeg programmet ”Shitstorm” på P1. På DR’s hjemmeside præsenteres programmet således: ”’Shitstorm’ inviterer menigmænd, meningsdannere og magthavere i studiet for at forstå de udsagn, der har sat de sociale medier på den anden ende. De to værter vil forsøge at forstå internetdebattens mest kontroversielle udtalelser og de personlige konsekvenser bag, ligesom de vil mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter”.

I dette program var Laura Lindahl fra Liberal Alliance i studiet. Laura Lindahl havde fået en meget voldsom hadbesked. Hadbeskeden kører primært på Laura Lindahls køn og slutter af med følgende svada (ikke for sarte ører): ”Har i øvrigt fundet et job, som passer perfekt til dig Laura, IS søger kneppedukke, så skal du bare ligge ned dagen lang…”

Programmet målsætning om at ”mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter” var det ikke muligt at efterleve i dette tilfælde, da man ikke kunne komme i kontakt med afsenderen. I stedet havde man inviteret en ekspert i studiet, for at finde en forklaring på vreden. Michael Bang Petersen, der er professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er i gang med et forskningsprojekt om fjendtlig adfærd på de sociale medier. Ifølge Michael Bang Petersen er hadadfærd forbundet med politiske frustration. Der er tale om mennesker der higer efter status og anerkendelse. Mennesker, der føler sig overhørt, og ser andre mennesker løbe med goderne og status. Derfor retter de deres had mod alt, der er højere på strå. De vil flå hierarkierne ned og sætte hele det etablerede i brænd.

Michael Bang Petersen beskrivelse giver mig en buddhistisk aha-oplevelse. Ifølge den amerikansk forfatter og buddhist David R, Loy er buddhismen den eneste spirituelle vej, der fokuserer på sammenhængen mellem lidelse og vores illusoriske tro på jeg’et. Forfatterne til hadbeskederne føler sig truet på deres identitet. De har ondt i jeg’et, og her skal den dybere årsag til deres vrede findes. Men set med buddhistiske øjne forfølger de en strategi, som aldrig vil kunne lykkes.

Hvad kan man stille op med internetvreden? Værterne på ”Shitstorm” Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard har som nævnt en strategi, som går ud på at mægle. For når forfatterne til hadbeskeder møder genstanden for deres vrede, plejer noget af gassen at gå af ballonen. Set som et samfundsproblem er internetvreden noget, som bør tages meget alvorligt. Det er en reel og alvorlig trussel mod demokratiet, hvis folk er bange for at ytre sig. Men kan vi som selv gøre noget? Vi kan kikke indad. For hvem kan sige sig fri for selv at have en rem af huden? Hvem kan med hånden på hjerte hævde aldrig at have skrevet noget på de sociale medier, hvor vreden spillede ind som drivkraft. Jeg kan i hvert fald ikke.

Laura Lindahl håber, at afsenderen af hadbeskeden har fået afløb for sin vrede. Ikke så meget af hensyn til ham, men så hun ikke behøver at frygte pludseligt at stå ansigt til ansigt med personen. Buddhismen ved, at det at få afløb for sin vrede svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Det letter trykket for et kort øjeblik, men det får ikke vreden til at forsvinde. Vreden er en lumsk fætter. Den er god til at narre os. Den forklæder sig i årsager og gode argumenter. Meditation er en metode til at få styr på dette. Når man mediterer på vreden, får den lov til at manifestere sig. Vrede forsvinder nemlig ikke ved, at man forsøger at fortrænge eller undertrykke den. Men det er vigtigt at holde tankerne tilbage og fokusere på selve følelsen. Mærk efter, hvor i kroppen vreden sidder, men stig ikke på de tanketog, som vreden så gerne vil sætte i gang (”det er også for dårligt at…”). På denne måde mister vreden lidt efter lidt magten over én. Vrede er en følelse ligesom alle andre følelser, og følelser er flygtige.

Set med buddhistiske øjne er vrede aldrig en god ting. Vrede skaber mere vrede. Og vrede hindrer os i at se klart. Måske skulle man gøre det til en vane lige at lukke øjnene, trække vejret dybt og mærke efter i kroppen, inden man fare til tasterne og får afløb.

Naturlig karma

”Jeg kan huske en buddhistisk lærers refleksion over holocaust i Nazityskland under 2. verdenskrig: “Hvilken forfærdelig karma, alle disse jøder må have haft…” Denne form for fundamentalisme, som bebrejder ofrene og rationaliserer deres rædselsvækkende skæbne, er ikke længere noget. som bør tolereres i stilhed. Det er på tide for den moderne buddhist og den moderne buddhisme at vokse ud af dette ved at acceptere et socialt ansvar og finde måder at adressere sådanne uretfærdigheder på.”

David R. Loy

Som skolelærer oplever jeg daglig, hvor dybt kravet om retfærdighed ligger i os mennesker. Der er ikke noget, der kan hidse mine elever mere op, end når de oplever uretfærdighed. Det er udgangspunktet for utallige diskussion og skænderier, og det er meget stærke følelser, der er på spil, når det handler om retfærdighed.

Ønsket om at leve i en retfærdig verden ligger dybt i os. Vi føler, at det burde gå de gode godt og de onde dårligt. Man skal imidlertid være mere end almindelig blåøjet for at mene, at den verden, vi lever i, er kendetegnet ved retfærdighed. Vi kender hver især alt for mange eksempler på, at det er gået de onde godt og de gode dårligt.

Op gennem historien har mennesket fundet forskellige ”løsninger” på problemet med verdens uretfærdighed. I kristendommen hedder løsningen himmel og helvede. Den åbenlyse uretfærdighed i jordelivet får sin løsning i den hinsides, hvor de onde får deres retfærdige straf, mens de gode får deres retfærdige belønning. I hinduismen og buddhismen hedder løsningen karma. Også her har man brug for det hinsides for at få regnestykke til at gå op. Retfærdigheden går op ved at strække retfærdigheden ud over flere liv. Karma er i denne tolkning lig med en forestilling om en slags garanteret retfærdighed i verden. Som i kristendommens himmel og helvede er karma en garanti for, at det – ganske vist i det meget lange løb – går de gode godt og de onde dårligt. Karma tilfredsstiller dermed vores ønske om at leve i en retfærdig verden.

Der er to grunde til, at jeg vender mig mod denne udlægning af karma. Den ene vil jeg kalde den filosofiske indvending – den anden vil jeg kalde den etiske indvendig.

De filosofiske indvendig handler om, hvor retfærdigheden skulle komme fra. Hvem eller hvad er det, som kan sørge for retfærdigheden? En garanteret retfærdighed kan kun stamme fra en instans, der på én gang står uden for verden og samtidig har magt over den. Et andet ord for en sådan instans er ”Gud”. Men en dualisme mellem Gud og verden er i lodret modstrid mod de mest grundlæggende forestillinger i den buddhistiske lære.

Den etiske indvendig handler om, hvad karma kan (mis)bruges til. Tolket som en forestilling om garanteret retfærdighed, kan karma nemlig paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre al mulig uretfærdighed. Ligegyldigt hvilke uhyrligheder, der overgår mennesker – folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom – kan det alt sammen tilskrives dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som et resultat af god karma. På denne måde kan ”karma” bruges som et forsvar for status quo og som for en undskyldning for ikke at gøre noget ved verdens uretfærdigheder.

Karma som en forestilling om en garanteret retfærdighed er lig med en afart af skæbnetro – en forestilling om en verden kendetegnet ved streng determinisme. Buddhas projekt med at bekæmpe lidelsen giver kun mening, hvis det er muligt for det enkelte mennesker at gøre en forskel i sit liv. Hvis lidelse var ”skæbne”, hvorfor så gøre sig al den ulejlighed med at hjælpe mennesker med at overvinde den?

Din lidelse har årsag i de omstændigheder der udgør dit liv, henunder din biologiske arv og det miljø, du er vokset op i. Det er dit udgangspunkt. Dette kunne man for min skyld godt kalde karma, hvis man vel at mærke droppede forestillingen om, at der er en retfærdighed forbundet hermed, at det i en eller anden forstand er vores egen ”skyld”, og hvis man droppede forestilling om, at det er ”skæbne”. Karma er det, jeg gør med mit liv. Karma er, hvordan jeg forandrer min livssituation ved at ændre det, der motiverer mine handlinger. I denne tolkning er karma det stik modsatte af skæbne og garanteret retfærdighed: En helt afgørende pointe i buddhismen er, at karma er noget, du selv har indflydelse på: At du selv kan gøre en forskel. At du kan ændre din karma.

I mange buddhistiske skrifter kan man læse, at dårlige handlinger fører til lidelser, og gode handlinger fører til lykke. Dette kan nemt misforstås som påstand om straf og belønning, som i en eller forstand må komme udefra. Men i buddhistisk sammenhæng giver det ikke mening at hævde, at vi straffes og belønnes for vores handlinger. Dette ville nemlig kræve en straffende instans (Gud). Derimod giver det fin mening at hævde, at vi straffes og belønnes af vores handlinger.

Hvis jeg føler vrede og bitterhed er den, der i første omgang lider under dette mig selv. Jeg straffes af mine handlinger – jeg lider på grund af det, mine handlinger gør mig til – et vredt og bittert menneske De to små ord ”for” eller ”af” gør en verden til forskel. Buddhismen hævder faktisk, at dårlige handlinger gør os ulykkelige, og at gode handlinger gør os lykkelige. Men ikke som resultat af noget ydre instans indgriben. Ikke som resultat af en garanteret retfærdighed. ”Straffen” og ”belønningen” ligger i handlinger selv. Dette er naturlig karma.

Buddhisme og politik

Selv det bedst tænkelige økonomiske og politiske system kan ikke forventes at fungere, hvis menneskene inden for dette system fortsat er motiveret af grådighed, aggression og uvidenhed – de “tre brande” eller “tre gifter”, som buddhismen opfordrer os til at omdanne til deres mere positive modstykker: Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom.

David R. Loy

Vi danskere er – for en stor del med rette – stolte af vores politiske system. Vores demokrati er velfungerende. Der er næsten ingen korruption. Vi har en grundfæstet ytringsfrihed. Og afstanden mellem politikerne og de almindelige borgere er – alt anden lige – langt mindre hos os end i andre lande. Trods disse gode ting er jeg personligt temmelig deprimeret over tingenes tilstand i dansk politik.  Sagt på jævnt dansk så forekommer det mig, at det ikke er generøsitet, kærlig-venlighed og visdom, der præger dansk politik lige nu.

Buddha levede i jernalderen. Sutraerne tager udgangspunkt i det samfund, der eksisterende dengang – et samfund, hvor de problemstillinger, der kendetegner det moderne samfund, slet ikke fandtes endnu. Derfor kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved, om det giver det mening at bruge buddhismen i forhold til nutidens politisk spørgsmål. Mit svar er enkelt: Det skal give mening! Buddhisme er ikke spirituelt navnepilleri. Buddhismen er en måde er være i verden på. Det giver ikke mening at spænde buddhismen for nogen bestemt politisk vogn. Men det skal give mening med udgangspunkt i en buddhistisk livsopfattelse at forholde sig til nutidens virkelighed, herunder den politiske virkelighed.

I stedet for at komme med nogle svar, vil jeg stille en nogle spørgsmål. Jeg vil tage udgangspunkt i det tema i den politiske debat, som gør mig allermest deprimeret: Flygtningen og indvandre-debatten. Og jeg vil stille mine spørgsmål med udgangspunkt i de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed. Mine spørgsmål lyder som følger:

Når en del af befolkningen konstant bliver mistænkeliggjort og udråbt som problem, og som en konsekvens heraf bliver gjort til genstand for lovgivning, hvis eneste praktiske formål er at gøre livet så surt som muligt for denne befolkningsgruppe – er det så ikke: Had? (Tænk: Burkaforbud, ghettoplan, lagkagefejring).

Når love gang på gang bliver vedtaget, ikke fordi man har nogen sikker grund til at antage, at de har nogen gavnlig virkning i forhold til de problemer, de vedrører, men alene på grund af deres symbolværdi, fordi de får politikerne til at fremstå som handlekraftige – er det så ikke: Uvidenhed?

Og når politikerne gør alt det, fordi deres spindoktorer med udgangspunkt i analyser af vælgermassen har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan sikre sig magten – er det ikke: Grådighed?

The answer my friend…

Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom handler om at være for noget for nogen. Lidelse er omdrejningspunktet for buddhismen og må også være det for en buddhistisk begrundet stillingtagen til politiske spørgsmål: Hvordan bekæmper vi lidelse i samfundet? Jeg savner i den grad positive visioner i dansk politik.

Det onde

”Historically, one of the main causes of evil has been our attempts to destroy evil, or what has been understood as evil.”

David R. Loy

Pave Frans har for får år siden anerkendt den internationale forening for eksorcister. I Danmark praktiseres eksorcisme af den katolske kirke næstøverste myndighedsperson Lars Messerschmidt. ”Det onde får mere og mere magt”, udtaler han i en artikel i Berlingske. Som eksempel på de mange ansigter djævelen kan tage nævner han: ”New age. Okkultisme. Alternative behandlingsformer. Fremmede kulturers religioner med f.eks. voodoo-forbandelser, der planter det onde i et menneske uden dennes viden, og som derfor må til eksorcist for at blive befriet.”

Jeg var blot 10 år gammel da filmen ”Eksorcisten” kom frem, og derfor for ung til at se den. Men jeg husker tydeligt den ”hype”, der var omkring den. Der var historie fremme om, at mennesker var psykotiske af at se filmen. Pigen, der spillede hovedrolle, måtte ikke se den, da det kunne være traumatisk for hende. Det skulle være den mest skræmmende film nogensinde.

Jeg var derfor en smule beklemt, da jeg ca. 20 år senere besluttede mig for at se filmen. Jeg blev temmelig ”skuffet”. Jeg har set film, som har skræmt mig langt mere, end ”Eksorcisten” gjorde. Forklaringen er simpel. Jeg tror ikke på det onde, som en selvstændig kraft eller magt. Ifølge buddhismen er ”godt” og ”ondt” blot ord, vi putter på verden og ikke noget, der eksisterer i selv. Det er ikke objektive kræfter i verden, men en del af vores subjektive måde at opfatte verden på. En tro på det onde – på djævelen, satan eller hvad nu vælger at kalde ”ham” – er forudsætningen for, at en film som ”Eksorcisten” virker på én. Hvis man ikke tror på det onde, så er ”Eksorcisten” blot en gyserfilm som mange andre.

Troen på det onde som en selvstændig kraft eller magt er ikke forbeholdt den katolske kirke. Det absolutte skel mellem det gode og det onde gennemsyrer vestlig tankegang. Jeg blev selv temmelig chokeret da for år tilbage talte med en i øvrigt meget flink og ”moderne” præst, og han afslørende, at han var fuldt overbevist om, at det onde fandtes.

Troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk af to årsager. Den pågældende præst var temmelig fatalistisk i forhold til at afskaffe det onde. Når man forestiller sig det onde som en objektiv magt, er det svært at forestille sig, at man kan gøre noget ved det. Ondskaben findes, fordi det onde findes. Troen på det onde som en selvstændig magt står så at sige i vejen for, at man forsøger at finde en forklaring på, hvorfor mennesker begår onde handlinger.

Dette fører til forestillingen om, at ondskab ikke skal forstås, men bekæmpes. Derved er vi fremme ved den anden årsag til, at troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk. ”Det onde” har en ulyksalig tendens til at forvandle sig til ”de onde”. Som Loy hævder, så er mange af de alvorligste forbrydelser i menneskehedens historie begået af folk, som hævdede at ville bekæmpe ”det onde” i form af ”de onde”. Når Hitler ville udrydde jøder, romaer og homoseksuelle var det fordi, de i hans forskruede verdensbillede repræsenterede ”det onde”. Den ulykkelige konsekvens af at ville udrydde ondskaben er mere ondskab.

Indsigt er den eneste måde at bekæmpe ondskab på. Buddhismen tror hverken på, at mennesket er ondt eller godt. Det, vi benævner ”det gode” og ”det onde”, findes som muligheder i os. Vi kan lade vores handlinger motiveres af de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed eller af deres modsætninger: Generøsitet, kærlighed og visdom. Buddhismen tror på, at vi gennem indsigt kan komme til at leve på en måde, der er til gavn både for os selv og for resten af verden. Modsætningen god/ond er i buddhismen erstattet af modsætningen uvidenhed/visdom. Hitler var utvivlsomt verdenshistoriens største forbryder, men han var også et dybt plaget menneske, der ikke selv var i stand til at forbinde det had, der styrede alle han handlinger, med de traumer mishandlinger i hans barndom og fiaskoerne i hans ungdom havde påført ham. Ondskab er mangel på indsigt. Etik handler ikke om at bekæmpe det onde, det handler om indsigt.