Ikke-jeg

Ved menneskets jeg-løshed menes, at i de aggregater, der udgør personligheden, er der ikke noget jeg-substans, og heller ikke noget, der ligner en jeg-substans eller tilhører en sådan.

Lankavatara Sutraen

Påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, er et af de helt centrale elementer i buddhismen. Men det er samtidig her, at buddhismen for alvor bliver svær at forstå. At vi ikke har et jeg, strider både mod den måde, vi umiddelbart oplever at være til i verden og mod det, vi opfatter som almindelig sund fornuft. For naturligvis har jeg et ”jeg”. Hvem eller hvad skulle ”jeg” ellers være. Et citat som det ovenstående fra den meget filosofiske Lankavatara Sutra kan virke teoretisk og virkelighedsfjernt. Kan det overhovedet lade sig gøre at sætte påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, i relations med vores hverdagsliv?

Når man skal forklare buddhismens kritik af jeg’et, er den normale strategi at bringe hele det buddhistiske begrebsapparat i stilling og begynde at skrive om de fem aggregater, ubestandighed, tomhed, og hvad der ellers hører med. Men hvis jeg gjorde det, risikerer jeg bare at bekræfte læseren i, at der er tale om noget teoretisk og virkelighedsfjernt. Derfor vil jeg i stedet tage udgangspunkt i det, som buddhismen i bund og grund handler om, nemlig lidelse.

For at gøre det endnu mere konkret vil jeg tage udgangspunkt i min egen ”lidelse”, som jeg oplevede den en søndag eftermiddag i efterårsferien. Jeg sætter ”lidelse” i citationstegn, da der var tale om en helt almindelig hverdags-ondt-i-livet, som ikke fortjener den helt store medfølelse fra læserens side. Men jeg sad altså der bag rattet af vores bil på vej til en hyggelig ferie med min småsovende familie omkring mig og fik pludseligt lidt ondt af mig selv. Eller rettere sagt lidt meget ondt af mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Alle mulige negative følelser dukkede op i mig. Sådan omtrent hele spektret af negative følelser: Vrede, skuffelse, bitterhed, fortrydelse osv. osv. Følelse som de fleste kender til, og som der derfor ikke er nogen synderlig grund til at gå i dybden med.

Men som jeg sad der bag rattet og havde ondt af mig selv, dukkede der heldigvis et buddhistisk perspektiv op på det hele. Det gik op for mig, at alt det, der plagede mig havde en fælles overskrift. Vrede, bitterhed, skuffelse og hvad der ellers rørte sig af nagende følelser inden i mig, cirklede alt sammen omkring jeg’et. Det var jeg’et, der var krænket og dermed årsag til vrede, bitterhed og skuffelse. Eller rettere sagt den forestilling om jeg’et, som jeg så stædigt holdt fast i.

Hvad får jeg ud af det? Hvad gør det ved mig? Vi tror, vi gør os selv en tjeneste, når vi tage vare på ”number one”. Når vi fokuserer på vores egne behov og vores egne følelser. Men måske er dette en ufrugtbar måde at anskue tingene på. Måske gør vi os selv en bjørnetjeneste, når vi stædigt holder fast i, at løsningen på vores problemer starter med ”jeg”. Det, der gik op for mig den søndag eftermiddag, var, at hvis jeg kunne slippe mit fokus på jeg’et, ville jeg samtidig kunne slippe alle de negative følelser. Sikken en befrielse det ville være! Jeg fik en klar fornemmelse af, at hvis jeg kunne droppe jeg’et, ville min ”lidelse” samtidig fordufte som dug for solen.

Ifølge buddhismen er alting betinget af noget andet. Intet eksisterer i sig selv eller for sig selv. Alting sameksisterer. At bryde illusionen om jeg’et handler at flytte fokus fra forestillingen jeg’et som en enkeltstående, selvstændigt eksisterende ”ting” til mig selv som noget, der sameksistere med resten af virkeligheden. Men hvordan sameksisterer ”jeg” med resten af virkeligheden?

Det gør jeg – heldigvis – på rigtig mange måder. Og når jeg tænker efter, så er det faktisk svært at komme med et konkret bud på, hvad ”jeg” skulle være ud over de måder, jeg sameksisterer på. Det er essensen af buddhismen påstand om, at der ikke er et ”jeg”. Og dermed er vi fremme ved det centrale i min ”åbenbaring”: Når man flytter fokus fra ”jeg” til ”sameksistens”, er det store spørgsmål ikke længere, ”hvad fra jeg ud af det?” – men – ”hvad kan jeg bidrage med?” Og når man går fra, ”hvad fra jeg ud af det?” til, ”hvad kan jeg bidrage med?”, så er vrede, bitterhed og skuffelse osv. pludseligt ikke relevant mere. Det var denne sammenhæng, der gav mig følelsen af, at der var en vej ud af min ”lidelse”.

Det er naturligvis alt sammen lettede sagt end gjort. Buddhismen hævder, at troen på jeg’et er illusion og vel at mærke en illusion, der er forbundet med lidelse, men den hævder ikke, at det er let at slippe af med illusionen om jeg’et. Da den umiddelbare følelse af befrielse, som min ”åbenbaring” havde forårsaget, lidt efter lidt forduftede, sad jeg tilbage med en erkendelse af, at der forestod et langt og hårdt stykke arbejde. Og som jeg nu sidder her et par uger senere og skrive dette, er det med en erkendelse af, at jeg knap nok har fået begyndt. Men derfor kan følelsen godt have ret. Der er en vej ud af lidelse. Og den vej hedder ikke-jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *