Hvad er der med begær?

”Bhikkhus, der er to ekstremer, som en munk bør undgå. Hvad er de to? Den første er hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser, som følger af sanselig begær. En sådan hengivelse er vulgær, verdslig, uværdig og skadelig. Den anden er hengivenhed til streng afholdenhed. En sådan hengivelse er smertefuld, uværdig og skadelig.”

Sådan beskriver Buddha i den central sutra ”At dreje dharma-hjulet” princippet om middelvejen. Buddha opgav den strenge askese, han indtil da havde underkastet sig (ét hirsekorn om dagen!!), drak et glas mælk og spiste lidt ris, som han fik tilbudt af en ung pige. Derefter satte sig under det berømte bodhi-træ og efter at have siddet der i syv dage, blev han oplyst. Umiddelbart lyder middelvejen ikke særlig moderat i mine vestlige øre. Det et ok at drikke et glas mælk og spise lidt ris, men udover det så…

Hvad er det med buddhismen og begær? Hvorfor skal man undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Lyder det ikke puritansk og livsfornægtende? Og hvad menes det egentlig med at undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Indebærer det, at jeg skal afstå fra at nyde livet?

Inden jeg kan forsøge at give mit bud på et svar på disse spørgsmål er der én ting, der bør slås fast. Buddhismen er i bund og grund nogle gode råd til, hvordan man skal leve livet. Der er ikke nogen streng gud, der pålægger mennesker regler og forbud med efterfølgende trusler om helvede og fortabelse. Hengivenhed til sanselig begær er ifølge Buddha vulgært, verdsligt, uværdigt og skadeligt (hvilket kan lyde slemt nok), men ikke syndigt. I det omfang buddhismen har noget imod begær, har det således ikke noget med moralsk fordømmelse at gøre. Buddhas erklærede mål var bekæmpe lidelsen. Når buddhismen har noget imod begær, må det være fordi, den mener, at begær er årsag til lidelse.

At hævde at begær er årsag til lidelse lyder unægtelig lidt mærkeligt. Men hvad er begær egentlig for en størrelse? Myten om Don Juan er vel et af de mest kendte billeder på sanseligt begær. Der er skrevet talrige romaner, skuespil, operaer m.v. om Jon Juan. Som personifikationen af uhæmmet sanselig begær var han i de tidlige versioner af historien genstand for en streng moralsk fordømmelse. Derfor endte historierne med, at Don Juan blive opslugt af helvedes flammer. Når vi kommer frem til Mozarts version sker dette dog, uden at Don Juan af den grund angrer sine gerninger. Mozart var mere optaget af Don Juan som figur end af det moralske.

Don Juan er uden tvivl en særdeles amoralsk person. Han lyver, bedrager, forfører og endog myrder uden skrupler for at nå sit mål. Men er han en lykkelig person? Jon Juan er drevet af sanselig begær. Målet med begær er opnå nydelse. Men nydelse kan ikke fastholdes. Den er der et kort øjeblik, og så er det forbi. Flødebollen er spist, filmen er ovre, målet for dit seksuelle begær ligger og snorker højlydt i sengen ved siden af dig – og hvad så? I en berømt arie fra Mozarts opera praler Leporello – Don Juans lidt usle tjener – med, at Don Juan har forført 1003 kvinder. Men selvom det kan lyde lidt overdrevet så udgør den tid, som det tager at have sex med 1003 kvinder kun en forsvindende lille del af et menneskes samlede levetid. (Jeg har for sjov skyld prøvet at regnet efter – det blev under 1%). Hvad har Don Juan foretaget sig resten af tiden? Mit bedste bud er, at han har kedet sig. Don Juan er en mand med et mål, en mission. Han vil forføre så mange forskellige kvinder som muligt. Men missionen efterlader hovedparten af Jon Juans liv i tomhed.

Hvis du lever for at opnå det, du synes er rigtig fedt, kommer dit liv til at bestå af en masse tomhed. En tomhed der indtræder i samme øjeblik, dit begær er opfyldt. Og her er linket mellem begær og lidelse. Lidelse er et lidt voldsomt ord. Dukkha – det ord på sanskrit, som man normalt oversætter med lidelse – dækker lang mindre dramatiske ting som f.eks. ubehag. Med dette i mente giver begær som årsag til lidelse måske lidt mere mening.

Buddhismen handler om at være til stede i nuet. Buddhismen handler at kunne opleve øjeblikket, hvor du ligge ved siden af din sovende partner som lige så meningsfyldt som den seksuelle akt, der gik forud. Begær er at ønske sig noget, som ikke er til stede. Derfor er begær nuets værste fjende. Og derfor går Jon Juan det meste af tiden rundt og keder sig.

”Når vi er sultne, spiser vi og når vi er trætte, sover vi”. Sådan lyder en kendt zenbuddhistisk talemåde. Pointen er, at meningen i livet skal findes i de helt almindelig ting, vi mennesker går og gør. Jeg har lyst til at tilføje en tredje ting til talemåden, men har lidt svært ved at finde en formulering, som ikke lyder vulgær. Når zen-munken ikke kom på at tilføje denne tredje ting, skyldes det sandsynligvis, at han som munk levede i cølibat. Men det gør jeg – en lykkelig gift vestlig buddhist – heldigvis ikke.

Den som berøver andre livet…

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Umiddelbart et fuldstændigt absurd spørgsmål. For naturligvis du ikke det. Vi civiliserede, oplyste danskere går jo ikke rundt os slår hinanden ihjel.

Det var nogle skrappe regler, Moses hentede ned fra Sinaibjerget. Hvem kan leve en hel dag uden at komme med en eneste lille bitte nødløgn? Hvem kan sige sig fri for bare engang imellem at føle et stik af begær mod ”din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til?” Men lige præcist det 5. bud forekommer at være let at overholde. Vi lever et liv, hvor vi yderst sjældent bliver bragt i situationer, hvor muligheden for at ”komme til” at bryde det 5. bud opstår. Vi skal ganske vist ikke så langt tilbage i historie eller bevæge os særlig lang væk geografisk for finde mennesker, for hvem det ikke er helt så selvfølgeligt at overholde det 5. bud. Men for os nutidsdanskere er spørgsmålet ”Har du slået nogen ihjel i dag?” fjernt og fremmed.

Umiddelbart er det 5. bud identisk med buddhismens første leveregel. Der ligger naturligvis en ikke uvæsentlig forskel i, at buddhismens første leveregel normalt tolkes sådan, at den gælder for alle levende væsener, mens det 5. bud udelukkende er møntet på mennesker. Det vil jeg vende tilbage til i et senere blog-indlæg. Lige her og nu vil jeg koncentrere mig om mord på mennesker. For hvis det handler om mennesker, så er buddhismens første leveregel vel også næsten for nem at overholde. ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!” Tjek!

Og så alligevel ikke. Det 5. bud er en lov. En lov kan man overholde eller bryde, og det er så det. Derfor er det nemt for os nutidsdanskere at sige ”Tjek!” til det 5. bud. Men buddhismen er ikke en lov-religion. Det er en måde at leve på. De fem leveregler er ikke love men guidelines, som skal hjælpe os til at leve på en mere frugtmåde måde. En måde hvor det overordnede mål er at bekæmpe lidelsen hos os selv og hos andre levende væsener.

Buddhismens første leveregel skal ses i lyset af dette. Derfor kan det at slå ihjel tillægges en bredere betydning. Man kan slå ihjel på mange andre måder end den ”klassiske”, hvor man med fysisk vold afslutter et andet menneskes liv.

Hurtige, lyse stemmer,

der hvirvlede ud i det blå …

du var ulykkelig, Tykke,

men det ku’ vi ikke forstå.

Svedig og fed og dum…

Helvede satte på spring

og væltede dig og cyklen.

Vi stod og lo omkring.

Morten Nielsens digt ”Skæbne” handler om en af de mange andre måder, man kan slå et andet menneske ihjel. Da jeg var voksenunderviser, mødte jeg ofte mennesker, der som barn havde været mobbeoffre. Det havde hver gang sat varige spor i det pågældende menneskes liv. ”Tykke” fra Morten Nielsens digt tog hævn og blev nazist. Hos andre er konsekvensen ikke så synlig, men derfor ikke mindre fatal.

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Har du med en kritisk kommentar slukket gnisten af begejstring hos et andet menneske? Har du med en tilfældig morsomhed stukket en kniv i et andet menneskes selvværd? Har du med brok lagt en dæmper på et andet menneskes gode humør? Der er meget, vi kan dræbe hos andre mennesker. Så måske er det alligevel ikke så nemt at sige: ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!”

Tørst efter sandhed

If the mind depends upon anything, it has no sure haven.

Hui-neng

All views are wrong views.

Thich Nhat Hanh

Hvad kan sindet støtte sig til? De fleste mennesker støtter sig til en eller anden form for sandhed: En mere eller mindre eksplicit forestilling om, hvordan verden hænger sammen. En politisk holdning. En holdning til hvad der er god tone. Nogle værdier. Nogle synspunkter om, hvad der kendetegner en rigtig mand/kvinde/dansker. En religiøs overbevisning. osv. osv. Nogle mennesker ligger overordentlig stor vægt på deres sandhed. Så stor vægt, at de er parate til at dræbe andre og/eller selv at dø for den.

“Det ved mig ikke.” Sådan svarede min nevø med et stor smil, da han var en 2-3.år gammel, når nogen stillede ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. På det tidspunkt var jeg sidst i tyverne og viste ikke noget værre end at få stillet et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Jeg misundte min nevø, at han kunne være ligeglad med, at der var noget, han ikke viste.

Da jeg var endnu yngre– lige omkring de tyve – skrev jeg i en periode dagbog. Dagbogen for den 8. februar 1983 handlede om angst. Den 19.årige Lars skrev: “Jeg kan blive angst over de særeste ting. Over at jeg ikke kan huske, hvad et bestemt ord betyder. Over at jeg ikke kan huske, hvad en bestemt bog handler om. Over at jeg har glemt en af mine kongstanker. Jeg kan se på reproduktionerne på min væg og blive angst over, at jeg ikke læser om og tænker over kunst så meget, som jeg førhen gjorde.” Dagbogen for den 8. februar 1983 sluttede med ordene: “Bare jeg kunne indhente tiden og leve i nuet!!”

Viden betød enormt meget for den 19.årige Lars. Viden var det net, jeg skulle fange virkeligheden i. Viden var det fundament, jeg skulle bygge min eksistens på. Oplevede jeg, at der var huller i nettet, følte jeg, at jeg mistede grebet om virkeligheden og fundamentet under mig smuldrede. Resultatet var angst.

Når jeg er så narcissistisk at skrive om mig selv, er det fordi, der måske gemmer sig noget alment her. Den 19.årige Lars var et ægte produkt af sin kultur. Platon lagde grunden til den vestlige filosofi med sin idelærer. Alt i vores verden er forgængeligt og foranderligt. Dette udgangspunkt er for så vidt i fin overensstemmelse med buddhismen. Forskellen er, at Platon nægtede at acceptere dette. Derfor fremsatte Platon sin teori om en ideverden. Blomsten i min vindueskarm er forgængelig. På et tidspunkt vil den visne og død. Blomsten i min vindueskarm er ikke perfekt. Den er lidt skæv og nogle af kronbladene er gule i kanten. Blomstens idé er derimod evig, uforanderlig og perfekt. Viden er et våben mod det forgængelige, foranderlige og uperfekte. Viden er en måde at få styr på verden. Viden er magt, det et er et redskab til at kunne opretholde illusionen om kontrol.

“All views are wrong views” Thich Nhat Hanh sammenligner viden med et landkort, f.eks. over byen Paris.  Landkort er vældigt nyttige, når man skal finde rundt. Men det er naturligvis forkert at forveksle landkortet over Paris med den virkelige by Paris. Og det er præcis, hvad Platon og hans efterfølgere gør. Et landkort er en synsvinkel på virkeligheden. Landkortet er nyttigt på grund af alle de ting, der ikke er med, som f.eks. lugtene, lydene, lyset, farverne. Et landkort kan være mere eller mindre korrekt, ligesom en viden kan være det. Men hverken et landkort eller en viden kan nogensinde ”fange” virkeligheden.

”If the mind depends upon anything, it has no sure haven.” På en måde var den 19.årige Lars mere ærlig end Platon, idet han kan kobler sin tørst efter viden med angst. En sådan svaghed ville Platon og han efterfølgere aldrig have indrømmet. Men den 19.årige Lars indser ikke, at hans ønske om gennem viden at skabe sig et sikkert fundament og hans ønske om at leve i nuet udelukker hinanden. Sandhed og virkelighed er hinandens modsætninger. Så længe vi klynger og til vores sandheder, skaber vi et skel os selv og virkeligheden i sig selv – såledesheden – altings buddhanatur.

Det onde

”Historically, one of the main causes of evil has been our attempts to destroy evil, or what has been understood as evil.”

David R. Loy

Pave Frans har for får år siden anerkendt den internationale forening for eksorcister. I Danmark praktiseres eksorcisme af den katolske kirke næstøverste myndighedsperson Lars Messerschmidt. ”Det onde får mere og mere magt”, udtaler han i en artikel i Berlingske. Som eksempel på de mange ansigter djævelen kan tage nævner han: ”New age. Okkultisme. Alternative behandlingsformer. Fremmede kulturers religioner med f.eks. voodoo-forbandelser, der planter det onde i et menneske uden dennes viden, og som derfor må til eksorcist for at blive befriet.”

Jeg var blot 10 år gammel da filmen ”Eksorcisten” kom frem, og derfor for ung til at se den. Men jeg husker tydeligt den ”hype”, der var omkring den. Der var historie fremme om, at mennesker var psykotiske af at se filmen. Pigen, der spillede hovedrolle, måtte ikke se den, da det kunne være traumatisk for hende. Det skulle være den mest skræmmende film nogensinde.

Jeg var derfor en smule beklemt, da jeg ca. 20 år senere besluttede mig for at se filmen. Jeg blev temmelig ”skuffet”. Jeg har set film, som har skræmt mig langt mere, end ”Eksorcisten” gjorde. Forklaringen er simpel. Jeg tror ikke på det onde, som en selvstændig kraft eller magt. Ifølge buddhismen er ”godt” og ”ondt” blot ord, vi putter på verden og ikke noget, der eksisterer i selv. Det er ikke objektive kræfter i verden, men en del af vores subjektive måde at opfatte verden på. En tro på det onde – på djævelen, satan eller hvad nu vælger at kalde ”ham” – er forudsætningen for, at en film som ”Eksorcisten” virker på én. Hvis man ikke tror på det onde, så er ”Eksorcisten” blot en gyserfilm som mange andre.

Troen på det onde som en selvstændig kraft eller magt er ikke forbeholdt den katolske kirke. Det absolutte skel mellem det gode og det onde gennemsyrer vestlig tankegang. Jeg blev selv temmelig chokeret da for år tilbage talte med en i øvrigt meget flink og ”moderne” præst, og han afslørende, at han var fuldt overbevist om, at det onde fandtes.

Troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk af to årsager. Den pågældende præst var temmelig fatalistisk i forhold til at afskaffe det onde. Når man forestiller sig det onde som en objektiv magt, er det svært at forestille sig, at man kan gøre noget ved det. Ondskaben findes, fordi det onde findes. Troen på det onde som en selvstændig magt står så at sige i vejen for, at man forsøger at finde en forklaring på, hvorfor mennesker begår onde handlinger.

Dette fører til forestillingen om, at ondskab ikke skal forstås, men bekæmpes. Derved er vi fremme ved den anden årsag til, at troen på det onde som en selvstændig ”ting” er problematisk. ”Det onde” har en ulyksalig tendens til at forvandle sig til ”de onde”. Som Loy hævder, så er mange af de alvorligste forbrydelser i menneskehedens historie begået af folk, som hævdede at ville bekæmpe ”det onde” i form af ”de onde”. Når Hitler ville udrydde jøder, romaer og homoseksuelle var det fordi, de i hans forskruede verdensbillede repræsenterede ”det onde”. Den ulykkelige konsekvens af at ville udrydde ondskaben er mere ondskab.

Indsigt er den eneste måde at bekæmpe ondskab på. Buddhismen tror hverken på, at mennesket er ondt eller godt. Det, vi benævner ”det gode” og ”det onde”, findes som muligheder i os. Vi kan lade vores handlinger motiveres af de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed eller af deres modsætninger: Generøsitet, kærlighed og visdom. Buddhismen tror på, at vi gennem indsigt kan komme til at leve på en måde, der er til gavn både for os selv og for resten af verden. Modsætningen god/ond er i buddhismen erstattet af modsætningen uvidenhed/visdom. Hitler var utvivlsomt verdenshistoriens største forbryder, men han var også et dybt plaget menneske, der ikke selv var i stand til at forbinde det had, der styrede alle han handlinger, med de traumer mishandlinger i hans barndom og fiaskoerne i hans ungdom havde påført ham. Ondskab er mangel på indsigt. Etik handler ikke om at bekæmpe det onde, det handler om indsigt.