Menneske er… Prikkerne kan udfyldes med mange forskellige udsagn. ”Mennesket er godt”. ”Mennesket er ondt”. ”Mennesket er egoistisk”. Set fra en buddhistisk synsvinkel er alle udsagn, der begynder med et ”mennesket er…”, et falsk udsagn. Mennesker er ikke. Mennesker bliver. Det er intet i verden, som ikke er underlagt forandring. Der er intet i verden, som har fast kerne af identitet. Derfor giver udsagn af typen ”mennesket er…” ikke mening – uanset om det, der fyldes i prikker, er noget godt eller noget dårligt, noget negativt eller noget positivt.
Når man skifter ”er” ud med ”bliver”, åbner verden sig pludselig op. ”Mennesket er egoistisk” er et fatalistisk synspunkt. Der er ikke meget andet at gøre end at beklage tingenes tilstand. ”Mennesket bliver egoistisk” kalder på en forklaring. For hvordan bliver mennesket egoistisk?
”Nutidens børn er nogle små egoister”. Mange pædagoger og skolelærere vil nok med en lettere fortvivlet mine erklære sig enige i dette udsagn. Men hvordan bliver nutidens børn små egoister? Jeg vil komme med følgende bud på en opskrift:
Først skal man sørge for ikke at sætte grænser for sine børn. Grænser handler jo dybest set om at anerkende, at der er en verden foruden en selv, der kan gøre modstand mod ens ønsker. Dernæst skal man sørge for, at ens børn ikke lærer at tage ansvar. Ingen pligter og ingen deltagelse i fælles oprydning, madlavning osv. Sidst men ikke mindst skal man foregå med et ”godt” eksempel. Uden blusel parkerer i handikapboksen og åbent prale med, at man snyder i skat og bryder fartgrænserne.
Som skolelærer har jeg mødt en hel del børn, der er blevet opdraget ud fra principper, der minder meget om dem, jeg har beskrevet ovenfor. Som regel har forældrene haft stor succes med at opdrage deres børn til at blive små egoister. Og nu kommer buddhismen snart på banen igen.
For det er ikke nemt at være en lille egoist. De små egoister kommer ofte i konflikt med andre børn. Og når de kommer i konflikt med andre børn, er de ikke i stand til at løse dem. De har nemlig lært hjemmefra altid at pege udad. Resultatet er nogle børn som bruger meget af deres tid på at være vrede og frustrerede. Egoistiske børn er ikke lykkelige og harmoniske børn. Forældre, der opdrager deres børn til egoisme, gør børnene en bjørnetjeneste.
Når man kan føle sig fristet til at skrive under på påstanden om, at mennesket er egoistisk, kan det skyldes, at man ikke orker at gå rundt med dårlig samvittighed over ens egen egoistiske adfærd. Giv mig dog fred til at være den jeg er, selvom jeg ind imellem gør alt det forkerte. Men når buddhismen går imod egoismen, handler det ikke om moral. Skyld og dårlig samvittighed er ikke fænomener, der hører hjemme i buddhismen.
Buddhas projekt var ikke at slå mennesker oven i hovedet med en moralsk hammer. Buddhas projekt var at bekæmpe lidelse. Når jeg handler egoistisk, skaber jeg en kløft mellem mig selv og resten af virkeligheden. Jeg gør mig selv fremmed, isoleret og ensom. Egoisme er ofte den nemme løsning, men i det lange løb er det ikke den kloge løsning. At bekæmpe egoismen hos sig selv og hos sine børn handler derfor ikke om moral, det handler om erkendelse. Det handler om at nå frem til at erfare, at egoisme skaber lidelse.