Den vestlige buddhist tør endnu ikke stå på egne ben. Vi har meget svært ved at slippe vores store respekt og beundring for alt, der kommer fra Østen. Denne beundring og respekt er ikke ubegrundet. Østen har en godt 2000-årig tradition i ryggen og dermed en viden og kunnen, som vi i Vesten ikke har noget modstykke til. Men skal buddhismen for alvor spiller en rolle i Vesten, må vi have mod at give slip på vores ærefrygt. Vi må have mod til at gøre buddhismen til vores egen.
De eksotiske navne, klæder og ritualer i asiatisk buddhisme virker tiltrækkende på mange af os, men før eller senere skal vi begynde at skelne mellem de importerede former, som vi fascineres af, og det centrale i læren, som er det, vi har brug for. Buddhismen skal udnytte sit møde med den moderne/postmoderne civilisation – der udgør en større udfordring, end buddhismen nogensinde tidligere har være udsat for – til at indlede en selvransagelse, der forsøger at skelne mellem det, der er centralt og stadig lever i de asiatiske versioner af læren og det, der er unødvendigt og måske forældet.
David R. Loy
Jeg er medlem af en Facebook-gruppe med den lovende titel ”Buddhisme i Danmark”. Men når jeg er inde på siden, er der nogle ting, der springer mig i øjnene. Der er nemlig ikke meget ”Danmark” over siden. De arrangementer, der reklameres for foregår i ganske vist i Danmark, men de fleste af illustrationer, der findes på siden, forestiller kunstgenstande af asiatisk oprindelse. Og størstedelen af de religiøse autoriteter, der optræder på siden, er ligeledes af asiatisk oprindelse. Dette er der ikke nødvendigvis noget ondt i, men hvis ”Buddhisme i Danmark” er repræsentativ for den måde, den typiske dansker har tilegnet sig buddhismen, så er min konklusion følgende: Vi er meget langt fra at havde taget buddhismen til os og gjort den til vores egen. Påvirkningen går udelukkende den ene vej. Fra Østen til Vesten.
Med udgangspunkt i Facebook-gruppen ”Buddhisme i Danmark” kan man tegne følgende billede af den typiske danske buddhist. Den typiske danske buddhist er en ”tibetaner”. Han identificerer sig med et trossamfund, hvis åndelige leder er en vaskeægte tibetansk lama, der omtales med stor respekt og ærefrygt. Buddhismen er de sandheder, som kommer ud af denne lamas mund. Den typiske danske buddhist går meget op i at gøre tingene på den rigtige måde. Det er vigtigt at kunne lave et ægte glidefald. Han går også en del op i at have det rigtige gear: Klokker, vajras, malas og naturligvis den obligatoriske buddhafigur alt sammen ordnet i et fint lille hjemmealter.
Billedet er måske lidt karikeret, men jeg tror ikke, det er helt skævt. Men selv hvis billeder passer, kan man naturligvis stille spørgsmålet, hvor problemet er. Hvis den typiske danske buddhist har det godt med denne måde at tilegne sig buddhismen, skal han så ikke bare have lov til det? Problemet er – for mig at se – at fokus kommer til at ligge et helt forkert sted. Buddhismens kulturelle staffage fylder for meget på bekostning af det centrale og levende i Buddhas lære. Jeg er enig med den tibetanske lama, forfatter og filminstruktør Dzongsar Rinpoche, når han siger: ” Jeg har mødt folk i Vesten, der er overdrevent knyttet til buddhismens ydre staffage. Der er denne sentimentale tilknytning til tibetansk tradition og kultur, mens den egentlige buddhistiske lære overses.” Jeg er også enig med i de betragtninger den amerikanske forfatter og buddhist David R. Loy gør sig i citatet overfor. Konklusionen lyder som følger: Vi har brug for at skelne mellem, hvad der det centrale i læren, og hvad der blot er kulturel staffage. Vi har brug for at tage stilling til, om der er noget i de østlige traditioners udlægning af læren, som vi må forkaste som unødvendigt og forældet.
Hvis man skal uddrage essensen af det, Dzongsar Rinpoche og Loy siger, så er konklusionen, at den vestlige buddhist i sit forsøg på at være ægte ender med at blive det stik modsatte: En halvdårlig kopi. Fokus kommer til at ligge på at fremstå som buddhist i stedet for i at være buddhist. Det er derfor, de mange billeder af fjernøstlige kunstgenstande på ”Buddhisme i Danmark” skærer i mine øjne. Som smukke eksempler på fjernøstlig kultur, er de samtidig symboler på, hvor langt vi er fra at have gjort buddhismen til vores egen. Buddhismen er ikke identisk med den kulturelle iklædning, den har fået i de lande, hvor den er mest udbredt. Den er noget mere og dybere end det. Der må derfor være en måde at være buddhist og samtidig tage udgangspunkt sin egen kultur.
Hvis den historiske Buddha levede i dag, ville han være lige så fremmed overfor den tibetanske buddhistiske tradition, som jeg er. Derfor er den tibetanske buddhisme eller nogen anden fjernøstlig buddhistisk tradition ikke mere ægte eller oprindelige, end en eventuel vestlig buddhisme ville være. Ifølge Loy har den østlige buddhisme reelt ikke produceret en ny tanke de seneste 1000 år. Den måde, buddhismen praktiseres på, er ofte præget af stivnede former og traditioner, som ligger langt fra det oprindelige budskab. I stedet for at betragte en særlig vestlig buddhisme som en fare for en forfladigelse af den buddhistiske lærer, kunne man betragte det som en mulighed for en tiltrængt fornyelse og vitalisering.
Pointen med en særlig vestlig buddhisme er ikke, at vi vælger det ud af buddhismen, som passer ind i vores vestlige kram – tværtimod. Pointen er at vil skal holde fast i det, der er centralt og sorterer det fra, som ikke handler om det centrale i den buddhistiske lære – alt det, som mest handler om kultur. Ved at gøre det, kan vi gøre buddhismen til vores egen. Og først da er vi ægte vestlige buddhister.