Den som berøver andre livet…

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Umiddelbart et fuldstændigt absurd spørgsmål. For naturligvis du ikke det. Vi civiliserede, oplyste danskere går jo ikke rundt os slår hinanden ihjel.

Det var nogle skrappe regler, Moses hentede ned fra Sinaibjerget. Hvem kan leve en hel dag uden at komme med en eneste lille bitte nødløgn? Hvem kan sige sig fri for bare engang imellem at føle et stik af begær mod ”din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til?” Men lige præcist det 5. bud forekommer at være let at overholde. Vi lever et liv, hvor vi yderst sjældent bliver bragt i situationer, hvor muligheden for at ”komme til” at bryde det 5. bud opstår. Vi skal ganske vist ikke så langt tilbage i historie eller bevæge os særlig lang væk geografisk for finde mennesker, for hvem det ikke er helt så selvfølgeligt at overholde det 5. bud. Men for os nutidsdanskere er spørgsmålet ”Har du slået nogen ihjel i dag?” fjernt og fremmed.

Umiddelbart er det 5. bud identisk med buddhismens første leveregel. Der ligger naturligvis en ikke uvæsentlig forskel i, at buddhismens første leveregel normalt tolkes sådan, at den gælder for alle levende væsener, mens det 5. bud udelukkende er møntet på mennesker. Det vil jeg vende tilbage til i et senere blog-indlæg. Lige her og nu vil jeg koncentrere mig om mord på mennesker. For hvis det handler om mennesker, så er buddhismens første leveregel vel også næsten for nem at overholde. ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!” Tjek!

Og så alligevel ikke. Det 5. bud er en lov. En lov kan man overholde eller bryde, og det er så det. Derfor er det nemt for os nutidsdanskere at sige ”Tjek!” til det 5. bud. Men buddhismen er ikke en lov-religion. Det er en måde at leve på. De fem leveregler er ikke love men guidelines, som skal hjælpe os til at leve på en mere frugtmåde måde. En måde hvor det overordnede mål er at bekæmpe lidelsen hos os selv og hos andre levende væsener.

Buddhismens første leveregel skal ses i lyset af dette. Derfor kan det at slå ihjel tillægges en bredere betydning. Man kan slå ihjel på mange andre måder end den ”klassiske”, hvor man med fysisk vold afslutter et andet menneskes liv.

Hurtige, lyse stemmer,

der hvirvlede ud i det blå …

du var ulykkelig, Tykke,

men det ku’ vi ikke forstå.

Svedig og fed og dum…

Helvede satte på spring

og væltede dig og cyklen.

Vi stod og lo omkring.

Morten Nielsens digt ”Skæbne” handler om en af de mange andre måder, man kan slå et andet menneske ihjel. Da jeg var voksenunderviser, mødte jeg ofte mennesker, der som barn havde været mobbeoffre. Det havde hver gang sat varige spor i det pågældende menneskes liv. ”Tykke” fra Morten Nielsens digt tog hævn og blev nazist. Hos andre er konsekvensen ikke så synlig, men derfor ikke mindre fatal.

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Har du med en kritisk kommentar slukket gnisten af begejstring hos et andet menneske? Har du med en tilfældig morsomhed stukket en kniv i et andet menneskes selvværd? Har du med brok lagt en dæmper på et andet menneskes gode humør? Der er meget, vi kan dræbe hos andre mennesker. Så måske er det alligevel ikke så nemt at sige: ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!”