Hvorfor ”vestlig buddhisme”?

Buddhismen er i de seneste år blevet ”hot”. Der er flere og flere sværmer for buddhismen. Buddhismen er kommet til Vesten, og der er – efter min opfattelse –  brug buddhismen som et kritisk alternativ til den måde, vi i Vesten traditionelt tænker og lever. Men det er det eksotiske og anderledes – som f.eks. kendetegner den tibetanske buddhisme – der er i fokus. Spørgsmålet er, om dette på sigt vil sætte en grænse for, hvor udbredt buddhismen kan blive i Vesten. Min påstand er, at skal buddhismen vokse sig stor i Vesten, må Vesten også komme til buddhismen. Indtil vi får skabt en særlig vestlig buddhismen – en særlig vestlig måde at være buddhist, vil buddhismen i Vesten forblive en eksotisk beskæftigelse for de få.

Jeg ser vesterlændinge, der iført tibetansk klædedragt stolt viser deres malas frem. Men jeg tror at jo flere mennesker, der gør det, jo mere glemmer de det vigtige, den egentlige mening med Buddhas lære. Det er forbavsende at se, hvor ivrige nogle mennesker efter at overtage det, som ikke er vigtigt og så smide det væk, der faktisk betyder noget.

Dzongsar Jamyang Khyentse Rinpoche

Indtil nu har der i Vesten grundlæggende været to måder at tilegne sig buddhismen. Den ene måde er at fokuseret på buddhismen som terapi eller metode. Den anden måde er mere eller mindre ukritisk at tilsluttet sig en af Østens talrige buddhistiske skoler.

Den første måde, hvor man fokus på buddhismen som terapi eller metode, er det man f.eks. oplever i mindfulness-bevægelse. Denne måde at tilegne sig buddhismen er set med mine øjne udtryk for en brutal forfladigelse af den buddhistiske lære. I god overensstemmelse med den herskende zapper-kultur, vælger man det ud, der uden for stor modstand passer ind. Men buddhisme handler ikke om at få skabt lidt ro og balance inde i sit hoved, så man bedre kan fungere i sin travle, stræbsomme hverdag. Når buddhismen reduceres til terapiform, udgør den ikke længere et reelt alternativ til den vestlige livsopfattelse og livsform.

Den anden måde, hvor man tilslutter sig en af Østens talrige buddhistiske skoler, har umiddelbart den force, at man her tager den buddhistiske lærer alvorligt. Når jeg også er kritisk overfor denne måde at tilegne sig buddhismen, kræver det derfor en lidt længere forklaring.

Det er langt fra første gang i historiens løb, at buddhismen har bredt sig til nye lande og kulturer. Når buddhismen tidligere har spredt sig til et nyt sted, har den som noget naturligt taget farve af dette steds kultur. Der er fremkommet nye tolkninger af, hvad der er det essentielle i buddhismen. og der er opstået nye skikke og ritualer. Dette har betydet en stor berigelse af buddhismen. Den buddhistiske lærer har gennem mødet med nye kulturer fået ny vitalitet. Det er denne begivenhed, der endnu ikke rigtig er indtruffet i Vesten. Min påstand er, at så længe vi ikke har fundet vores egen form, har vi ikke for alvor gjort buddhisme til vores.

Alle religioner og livsopfattelser optræder i en kulturel iklædning. Den kulturelle iklædning er det sprog og den praksis, den bagvedliggende virkelighedsopfattelse udtrykker sig igennem. Institutioner, traditioner, skikke, genstande, ritualer m.v. Ligeså forkert det ville være at forkaste en livsopfattelse, fordi den stammer fra en anden kultur end ens egen, ligeså tvivlsomt er det for mig at se at overgive sig med hud og hår til en anden kulturs måde at dyrke denne livsopfattelse. Det kan aldrig blive ægte. Jeg har stor respekt for tibetansk, japansk og kinesisk kultur, men jeg er og forbliver vesteuropæer og dansker. I det omfang man ukritisk overtager andre kulturers måde at praktisere buddhisme, forbliver buddhismen, undskyld hvis jeg fornærmer noget  mest ”noget vi leger” – ikke noget vi er.

Det er denne sammenhæng, der får nogle buddhistiske lærde til at opfordrer os vesterlændinge til, at vi beholde sin egen religion og blot lade sig inspirere af buddhismen. For mig personlig er det ikke et alternativ. Jeg føler mig som udgangspunkt langt mere fremmed overfor kristendommen end overfor buddhismen. Og den forestilling, der ligger til grund for denne opfordring, nemlig at der i alle religion er noget fælles, er jeg grundliggende uenig i.

Men en religion er heldigvis ikke identisk med dens ydre fremtrædelsesformer. Bag den kulturelle iklædning, ligger en grundlæggende opfattelse af, hvad menneskelivet er, hvad det gode liv er, og hvad virkeligheden er, som gælder på tværs af kulturer. Derfor kan vi stille os selv spørgsmålet: Hvad er det essentielle i buddhismen, og hvordan kan det tolkes ind i en moderne virkelighed? Er der noget i buddhismen, der skal tolkes på en ny måde? Er der noget, der helt må forkastes, da det strider mod en moderne virkelighedsopfattelse? Udfordringen er at gøre dette, uden at det betyder en forfladigelse af den buddhistiske lære. Det lykkedes for kineserne, tibetanerne og japanerne, da buddhismen kom til dem, så hvorfor skulle det ikke lykke for os.

Når dette er gjort, bliver det næste trin at finde frem til en måde at praktisere buddhismen på, som er forenelig med de ting, vi ønsker at fastholde i vores vestlige livsstil og tankegang. Det kunne være ting som et demokratiske ideal og kritisk tænkning. Det kunne være ting som at insistere på, at det må være muligt at leve et almindelig liv med arbejde og familie og samtidig have en spirituel praksis. Jeg har ingen anelse om, hvordan en ægte vestlig buddhisme kunne se ud. Men jeg er som, formoder jeg, mange andre ”privatpraktiserende buddhister” selv startet i det små. Indtil den dag hvor de ”privatpraktiserende buddhister” på den ene eller anden måde får fundet samen, er det den mulighed, jeg har.

Skriv et svar til Anonym Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.