Af: Lars Steiniche
I dagens globaliserede verden møder den moderne vestlige fokus på social forandring den traditionelle buddhismes fokus på individuel oplysning. Deres møde hjælper os med at forstå, hvorfor de begge har haft begrænset succes og udfordrer os med nye muligheder. Vi er nødt til at indse, hvorfor de har hver især brug for hinanden for at realisere deres mål.
David R. Loy
Titlen på dette indlæg vil sikkert provokere en del tilhængere af den traditionelle buddhisme. At blande spiritualitet og politik sammen er i deres øjne en uting. Der er tale om to skarpt adskilte ”sfære”. En dualisme mellem, hvad buddhismen kan beskæftige sig med, og hvad den ikke kan beskæftige sig med, strider i mine øjne mod buddhisme som en ikke-dualistisk livsopfattelse. Ikke-dualisme betyder, at individ/samfund, menneske/natur er ting, man kan ikke adskille – de udgør et sammenhængende hele. Når den historiske Buddha ikke beskæftiger sig særlig meget med samfund og politik, er den simple forklaring, at det var der ingen, der gjorde på den tid og det sted, hvor Buddha levede. Forestillingen om samfundet som noget, man kan forholde sig til, opstod i Grækenland ca. 100 år efter Buddhas død. Man kan ikke bebrejde Buddha, at han var barn af sin tid. Men man kan bebrejde en nutidig buddhisme, hvis den ikke kan forholde sig til en nutidig virkelighed. Hvis buddhismen ikke kan bruges som et afsæt til at forholde sig til de problemer, der præger det moderne samfund, er den – efter min opfattelse – dybest set ret ligegyldigt.
David R. Loy peger i sine bøger – senest ”Ecodharma” fra 2018 – på en parallel mellem den individuelle lidelse og samfundets lidelse. Mødet mellem vestens fokus på social forandring og den traditionelle buddhismes fokus på individuel oplysning skal ifølge Loy findes i en nytolkning af ”de tre gifte” – begær, aversion og illusion. I den traditionelle buddhisme handler ”de tre gifte” om det, der motiverer det enkelte menneskes handlinger. Men ”de tre gifte” kan ifølge Loy også ses som ”motoren” bag samfundets lidelse. Begær er drivkraften i et samfund, der bygger på princippet om ubegrænset vækst. Begær er således en væsentlig årsag til såvel klimakrisen som den stigende ulighed i samfundet. Aversionens samfundsmæssige pendant er en ”os versus dem-tænkning”, hvor nogen udnævnes til modstander, og hvor man søger nemme løsninger ved at give ”dem” skylden. Illusion handler i større perspektiv om forestillingen om, at jeg kan søge min egen lykke uafhængigt af den verden, jeg er en uløselig del af. At bryde illusionen handler derfor om at bryde forestillingen om en dualisme mellem menneske og samfund og menneske og natur.
Buddhismen handler om dukkha – lidelse. Skal buddhismen bruges som et afsæt til at forholde sig de problemer, der præger det nutidens samfund, må fokus være på samfundets lidelse. Spørgsmålet, man som buddhist kan stille sig selv, må være, hvilket kryds der bedst medvirker til at bekæmpe samfundets lidelse. Svaret er naturligvis langt fra indlysende. For selv hvis man er enig om retninger, er det i politik aldrig entydigt, hvordan man bedst kommer fra a til b. Jeg er personlig meget i tvivl, og jeg vil ikke udelukke, at jeg først tager endelig stilling, når jeg står i stemmeboksen. Men én ting er jeg sikker på: Jeg vil stræbe efter at stemme buddhistisk.