Sekulær buddhisme – vestlig buddhisme

Elsk alt, der lever. Hvis du hverken lyver eller slår eller stjæler, hvis du ikke er grådig, men lever i tillid, hvad skal du så bruge Gaya til?

Sådan svarede Buddha en bramin, der talte om at rense sin sjæl ved at bade i en hellig flod. For Buddha var det nonsens at tro på hellige steders magiske virkning. Det eneste, der betyder noget i forhold til ”at rense vores sjæl”, er vores handlinger. Buddha havde et meget jordnært mål for sit virke: Han ville bekæmpe lidelse. Mange taler om at skabe en sekulær buddhisme. I min optik er buddhisme født sekulær. Der er intet mystisk, irrationelt eller overnaturligt i kernen af den buddhistiske lære.

Denne udlægning af buddhismen strider umiddelbar mod, at det vrimler med guder, dæmoner og overnaturlige begivenheder i de tidlige buddhistiske skrifter. Spørgsmålet er imidlertid, om disse overnaturlige fænomener spiller nogen rolle for kernen i Buddhas lære. Buddha levede i jernalderen. Jernalderens kosmologi var det sprog, som den tidlige buddhisme nødvendigvis måtte udtrykke sig i. Videnskab og rationel tænkning lå endnu lagt ude i fremtiden.

Buddha var ikke en hellig profet, der leverede en fiks og færdig religion, som eftertiden kunne tilslutte sig. Buddha var ”blot” det menneske, der satte lærens hjul i gang. Dette er til gengæld – set med mine øjne – mere end rigeligt til at gøre Buddha til et af de vigtigste mennesker, der har levet på jorden.

Kerne i den buddhistiske lære findes allerede i den tidlige buddhisme. Men hvis buddhismen skal være relevant det moderne vestligt menneske, skal jernalderen tolkes ud af sutraerne. Det er ikke svært, som det umiddelbart kunne lyde: De fire ædle sandheder med deres fokus på lidelsen som menneskets største udfordring. De ottefoldige vej som den ”metode”, der kan lede os ud af lidelsen. De tre gifte – begær, had og uvidenhed – som det der hindrer os i at følge den ottefoldige vej. En ikke-dualistisk livsopfattelse, hvor troen på et selvstændigt eksisterende jeg udgør den dybere årsag til lidelsen. Der er intet irrationel eller mystisk ved disse centrale elementer i den buddhistiske lære. Der er intet i dette, der strider mod sund fornuft eller videnskabens seneste opdagelser. Det har intet at gøre med tro i betydningen blind overgivelse. Og sidst men ikke mindst: Det er en lære, som tolket ind i en moderne virkelige, stadig er uhyre relevant.

Men hvis det skal vises, at buddhismen er relevant for det det moderne vestligt menneske, er det efter min opfattelser ikke nok at tolke jernalderen ud af buddhismen. Der er endnu et skidt at tage. Det er også nødvendigt at tolke Østen ud af buddhismen. Mange af de irrationelle elementer, der stadig præger den måde, buddhismen praktiseres på her i Vesten, stammer i højere grad fra Østens traditioner, end de stammer fra den oprindelige buddhisme. Vi skal gøre os fri af vores næsegruse beundring af alt, hvad der stammer fra Østen. Hellige mænd, der hævder at være reinkarnationer af tidligere tiders hellige mænd, mystiske remser og ritualer, som man deltage i uden rigtig at kende og forstå baggrunden og betydningen, en blind følgen af en ”gurus” udlægning af læren – det er alt sammen eksempler på ting, som man både kan argumenterer for er i direkte modstrid med Buddhas oprindelige lære samtidig med, at de passer dårligt med det bedste i den vestlig tradition: At man tænker kritisk og rationelt og med dette som udgangspunkt selv tager stilling. Hvis lærens hjul skal ruller videre i en vestlig kontekst, er der brug opgør med Østens traditioner. Der er brug for, at vi i vesten finder vores egen måde at udlægge og praktisere læren. Der er brug for en ægte vestlig buddhisme.